HVIDOVRE: Et netop vedtaget stormflodsprojekt i Hvidovre Kommune sigter mod at skabe en ny landvinding ved erhvervsområdet Avedøre Holme, der skal være en del af den samlede stormflodssikring af Hvidovre og hele hovedstadsområdet.
Ved at genskabe en mere naturlig kystlinje med strandenge og andre habitater, er ambitionen, at projektet skal fungere som et naturbaseret bindeled mellem stormflodssikringen af Køge Bugt Strandpark og hovedstadsområdet.
Projektet, der stadig er i de tidlige faser, vil i første omgang sikre kritisk infrastruktur, virksomheder og borgernes boliger mod fremtidige stormfloder. Men landindvindingen kan på sigt også rumme forskellige formål som fx erhverv, urørt natur eller rekreative områder.
Bred dialog
I forbindelse med det nye projekt håber borgmester i Hvidovre Anders Wolf Andersen (SF), at kunne samarbejde med relevante aktører om potentialerne:
- Vi ønsker en åben og transparent proces, hvor vi kan have en konstruktiv dialog på et oplyst grundlag. Derfor skal dialogen tages, når det giver mening i processen, og jeg ser frem til at invitere de relevante aktører og kommuner til dialogmøder, siger han og supplerer:
- Det er vigtigt, at vi taler sammen om både stormflodssikring, den videre udvikling af hovedstadsområdet og de fælles udfordringer for bugtens havmiljø, der i dag er under pres fra fx råstofindvinding, klapning og udledning af næringsstoffer.
Hvidovre Kommune har allerede kontaktet relevante samarbejdspartnere og kommuner med et ønske om en videre dialog om projektet. Det gælder blandt andet København, Dragør og Tårnby kommuner, som Hvidovre samarbejder med om stormflodssikring af hovedstaden, samt Brøndby, Ishøj, Vallensbæk og Greve kommuner, som Hvidovre samarbejder med om Køge Bugt Strandpark.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.