MARIAGERFJORD: Miljøklagenævnet har ændret Mariagerfjord Kommunes afgørelse om dispensation til nedgravning af jordvarmeslanger inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen til et afslag, fremgår det af nævnets afgørelse.
Mariagerfjord Kommune gav i januar 2022 en dispensation til etablering af et jordvarmeanlæg på en ejendom øst for Mariager, hvor der på grunden er en gruppe med fire gravhøje, herunder en langhøj. Fortidsbeskyttelseslinjen var i dette tilfælde 100 meter.
Etableringen af anlægget krævede nedgravning af varmeslanger i 1 meters dybde. Kommunen begrundede sin dispensation med, at det ikke var muligt at placere anlægget uden for beskyttelseslinjen, da det meste af arealet ligger indenfor, samt at anlægget skulle placeres under terræn og derfor ikke ville påvirke indsyn til den særlige langhøj. Anlægget skulle dække et grundareal på 600 m2.
Kommunen havde med sin tilladelse også lagt vægt på en vurdering af, at det ansøgte ikke vil påvirke arter og naturtyper i grundlaget for det nærmeste Natura 2000-område, som ligger i en afstand af ca. 2 km. Kommunen mente heller ikke, at jordvarmeanlægget ville beskadige eller ødelægge yngle- og rasteområder for dyrearter oplistet i det særlige habitatsdirektiv.
Klage fra Kulturstyrelsen
Det var Slots- og Kulturstyrelsen, der klagede over Mariagerfjord Kommunes dispensation, bl.a. fordi en nedgravning af jordvarmeslangerne ville medføre risiko for at ødelægge kulturlag og eventuelle arkæologiske fund omkring gravhøjen. Styrelsen peger i stedet på et alternativt areal, der er en del af ejendommens have. Her er det usandsynligt, at der vil være arkæologiske fund, fordi der tidligere har været bygninger og i mange år landbrug på arealet.
Miljøklagenævnet skriver i sin afgørelse, at den generelle beskyttelsesinteresse vejer tungt, uanset at den enkelte sag kan have begrænset betydning, og at der kun i særlige tilfælde kan meddeles dispensation. Nævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at der er tale om et sådant særligt tilfælde.
Ved vurderingen har Miljøklagenævnet lagt vægt på, at der er tale om omfattende graveaktiviteter i nærheden af et større gravpladsområde, hvorved der er risiko for ødelæggelse af kulturlag og evt. arkæologiske fund. Det er desuden indgået i nævnets vurdering, at dele af ejendommen ikke er omfattet af beskyttelseslinje, så der findes egnede alternative placeringsmuligheder for det ansøgte projekt.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.