Taburetten vakler under klimaministeren Lars Aagaard (M). Flere medier har op til samrådet onsdag skrevet, at klimaministeren ikke har mange politiske venner på Christiansborg, hvilket gør ham ekstra sårbar som minister.
Ifølge Roger Buch, kommunalekspert ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, har han næppe flere venner i det kommunalpolitiske landskab.
- Jeg kan sagtens forstå, hvis der er nogle byråd, som har været frustrerede med Lars Aagaard som klimaminister, siger Roger Buch.
Han mener dog ikke, at det er Lars Aagaards skyld, men snarere et resultat af lokalpolitikernes generelle frustration med regeringens kurs på det grønne område.
- Der er mange lokalpolitikere, som har oplevet en slingrekurs fra regeringen, og det giver frustrationer ude i kommunerne, siger Roger Buch.
Det har nemlig været frem og tilbage på en række områder med Lars Aagaard som minister, blandt andet debat om udfasningen af gas til privat boligopvarmning, hvor meget vedvarende energi (VE), kommunerne skal lægge jord til og lokale støtte-modeller for opsætning af VE-anlæg.
- Der har været meldt mange forskellige ting ud og opgaver, som er blevet sendt ud til kommunerne med kort varsel, efter at krigen brød ud i Ukraine, og vi pludselig skulle være selvforsynende med energi så hurtigt som muligt, fortæller Roger Buch og fortsætter:
- Samtidig er der statslige projekter som energiøerne i Nordsøen og på Bornholm, som nu ser ud til ikke at blive til noget, hvorefter opgaven er rykket ind på land og dermed endt på borgmestrenes og kommunalpolitikernes bord.
I år opgav regeringen desuden målet om en firedobling af VE-energi fra land i 2030, som ellers har været kommunernes rettesnor og en central ambition i etableringen af de statslige energiparker.
Mangler stadig løsning på kommunale tage
Også i debatten om solceller på kommunale tage har kommunerne og ministeren gang på gang stået på hver sin side af bordet.
Flere kommuner har brokket sig over, at det er for svært for kommunerne at få lov at sætte solceller på kommunale tage, og i en DR-rundspørge fra december svarede 51 af 64 kommuner, at bureaukratiske regler på området spænder ben for opsætningen af solpaneler på deres tage.
37 af 64 kommuner siger desuden, at reglerne om afregning af den el, som solenergien skaber, begrænser opsætningen af solcelleanlæg på tagflader.
- Der er selvfølgelige nogle gode grunde til, at reglerne er, som de er, men det er grundlæggende meget kritisabelt og frustrerende, at man ikke har formået at vedtage en ordning, som fungerer for kommunerne, siger Roger Buch.
- Særligt når regeringen i princippet bare skal blive enig med sig selv.
Tidligere har regeringer vist med indsatser i forbindelse med corona, krigen i Ukraine eller senest oprustning af forsvaret, at det er muligt at finde løsninger med kort afsæt – hvis bare det er vigtigt nok, bemærker Roger Buch.
- Der mangler noget handlekraft og hastighed i regeringen, vil mange byrådspolitikere mene, når det kommer til klimaspørgsmålet.
- Lars Aagaard er derfor næppe populær, men frustrationerne er generelt rettet mod statsapparatet og de siddende regeringer. Det bliver næppe anderledes, hvis kommunerne får en ny klimaminister efter samrådet, siger Roger Buch.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.