
KL foreslår, at dele af et aktuelt lovforslag om varmeforsyning bliver omarbejdet. Forslaget, der bl.a. indeholder et prisloft for fjernvarmeværker, kan efter KL's opfattelse medføre lukning af varmenet med strandede omkostninger til følge.
Det fremgår af KL's høringssvar i forbindelse med forslag til Lov om ændring af lov om varmeforsyning og lov om planlægning. KL's høringssvar er inddelt i tre hovedbemærkninger, hvoraf det første netop handler om de økonomiske konsekvenser for kommunerne ved indførelse af et prisloft.
"Hvis varmepriserne overstiger prisloftet, vil det medføre en risiko for, at forbrugere frakobler sig fjernvarmen, hvilket kan føre til en negativ prisspiral og potentielt konkurser blandt fjernvarmeselskaberne. Dette vil efterlade kommunerne med store økonomiske og administrative udfordringer, og borgerne vil blive ramt af øgede varmepriser og en usikker forsyningssituation," hedder det i høringssvaret.
- Som den yderste konsekvens kan det betyde konkurser og dermed en stor administrativ og økonomisk byrde for kommunerne, som ofte har stillet garanti for lånet til selskabet og i sidste ende derfor også borgerne, har formanden for KLs Klima- og Miljøudvalg Birgit S. Hansen (S) tidligere udtalt til Danske Kommuner.
Selskabsform og termonet
Den anden hovedbemærkninger fra KL hander om nye krav til at drive fjernvarmeselskaber, hvor det i lovforslaget lyder, at kommunerne kun må drive dem som aktie- eller anpartsselskaber, hvilket i praksis vil forbyde de eksisterende kommunale interessentselskaber.
Her mener KL, at forslaget vil begrænse kommunernes frihed til at vælge selskabsform, og at en omsktrukturering vil medføre betydelige administrative og økonomiske omkostninger.
Den tredje hovedbemærkning i KLs høringssvar gælder, som tidligere omtalt i DK Nyt, termonet. Lovforslaget fastslår, at termonet ikke anses som en kollektiv varmeforsyning og derfor ikke omfattes af loven om varmeforsyning. Her ønsker KL, at termonet skal sidestilles med andre kollektive varmeløsninger, så kommunerne kan eje og drive termonet samt stille kommunal garanti for lån til termonetprojekter.
Høringsfristen sluttede 22. august, og høringssvarene ligger nu i ministeriet, hvor udkastet til lovforslaget skal viderebehandles. Når Folketinget åbner til oktober, vil det fremgå, om forslaget er med i lovkataloget for det næste år.
Ifølge udkastet til den kommende lov om varmeforsyning skal loven træde i kraft den 1. januar 2025.
Se udkastet til lovforslaget her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.