
Hvis den seneste tids offentlige debat om atomkraft havde ledt nogen til at tro, at kernekraften var på vej til Danmark, afliver Lars Aagaard (M), som er Danmarks klima-, energi- og forsyningsminister, det nu en gang for alle. I et interview med avisen Børsen, kalder han traditionel atomkraft i Danmark for et "no go".
- Traditionel atomkraft i Danmark, det er bare no go, siger Aagaard.
- Med den viden jeg har om omkostninger og muligheder - altså, hvad det vil kræve af politiske drøftelser, myndighedskapacitetsopbygning, udpegning af arealer og el-infrastruktur - så opfatter jeg det som helt off for Danmark.
Billigere sol og vind
Klimaministeren understreger desuden over for avisen, at der ikke markedsmæssigt er behov for atomkraft, fordi "sol og vind er billigere". Atomkraftværker tager med den nuværende teknologi lang tid at anlægge.
16 forskere fra danske universiteter skrev mod slutningen af sidste år en rapport, der ifølge videnskabsmediet Videnskab.dk konkluderede, at atomkraftværker er "for langsomme og for dyre", hvad angår den grønne omstilling.
Henrik Lund, som forsker i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, sagde i den forbindelse til mediet, at atomkraftværkerne ikke er den hurtigste vej til grøn omstilling.
- Når man ser på de fakta, vi her fremlægger, står det klart, at hvis man vil gøre noget hurtigt i forhold til den grønne omstilling, er atomkraft ikke svaret.
Rapporten viser ifølge Videnskab.dk, at mens omkostningerne for sol- og vindenergi har været faldene, har omkostningerne for atomkraft været stigende.
- I dag er elektricitet fra ny atomkraft opført i Vesteuropa cirka dobbelt så dyr som elektricitet fra danske vindmølleparker og solcelleanlæg, selv når man forudsætter en levetid for atomkraftværket på 60 år, står der i rapporten, som er udgivet i oktober 2022.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.