
AARHUS: Aarhus Letbane får nu hjælp af Københavns Metro, efter at Trafikstyrelsen lørdag satte en stopper for åbningen af Danmarks første letbane på grund af problemer med sikkerheden, skriver DR Østjylland. Samtidig lyder der politisk kritik mod Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) for at sidde på en viden, han havde allerede to dage før sidsteøjebliksaflysningen af letbanens premiere.
Metroselskabet skal være med til at vurdere holdbarheden i operatørselskabet Keolis' plan for afhjælpning af problemerne med sikkerheden.
- Vi skal studere den plan sammen med Metroselskabet, der har tilbudt at komme ind som uafhængig og hjælpe os med at kigge på om planen, Keolis har lavet, er god nok, forklarer adm. direktør Claus Rehfeld Moshøj fra Aarhus Letbane til DR Østjylland. Han stoler stadig på, at det franske selskab er det rigtige til at drive den aarhusianske letbane.
- Keolis er verdens største operatør af letbaner, så det ville være mærkeligt af mig at sige, at de ikke kan køre letbaner. Selvfølgelig kan de det. Når vi kigger på deres ledelsessystem, så er det ikke godt. Det er vi stærkt utilfredse med, men det gør bare stadigvæk ikke, at man ikke kan køre letbane på det grundlag der ligger, siger Claus Rehfeld Moshøj til DR Østjylland.
Politisk ansvarsplacering i gang
Sideløbende med den tekniske udredning og afhjælpning af årsagerne til de manglende godkendelser fra Trafikstyrelsen er den politiske ansvarsplacering også gået i gang. Venstres politiske ordfører i Aarhus Byråd, Gert Bjerregaard, undrer sig over, at byrådet ikke blev orienteret om risikoen for en aflysning.
- Det er helt tydeligt, at der er blevet holdt informationer tilbage fra over for byrådet. Borgmesteren siger, at han ikke har hørt noget før fredag aften, men tirsdag får vi så at vide, at han har haft kendskab til, at der var en risiko for, at man ikke kom ud at køre med letbanen, siger Gert Bjerregaard til DR Østjylland.
Tirsdag kom det frem, at Jacob Bundsgaard allerede i onsdags kl. 14.01 modtog en sms fra stadsdirektøren i Aarhus med information om, at der ikke pt var grønt lys for, at letbanen kunne indvielse lørdag. Det fremgår af et notat fra stadsdirektøren.
Gert Bjerregaard finder borgmesterens manglende meddelsomhed særdeles kritisabelt, fordi byrådet torsdag og fredag indgik et budgetforlig, hvor en udvidelse af letbanen blev drøftet. Også i Dansk Folkeparti er man vred over, at byrådmedlemmerne ikke i forbindelse med budgetforhandlingerne fik besked fra Jacob Bundsgaard.
- Man skulle allerede onsdag aften eller senest torsdag formiddag have aflyst lørdagens åbning. Borgmesteren har en viden onsdag aften, og han burde have fortalt byrådets partier, at det sikkerhedsmæssige ikke var på plads, siger byrådsmedlem for Knud N. Mathiesen (DF) til DR Østjylland.
Jacob Bundsgaard har ikke ønsket at kommentere kritikken. Der er fortsat ikke noget kvalificeret bud på hvornår letbanetogene kommer ud at køre - bortset fra testkørslerne, som genoptages onsdag.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.