dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Køge vil til bunds i eventuel svindel med jord
Et enigt Køge Byråd vil lave en prøveboring på en grund i Borup for at se, om den påførte jord er forurenet. (Arkivfoto)
Foto: Johner Images/Johner/Ritzau Scanpix

Køge vil til bunds i eventuel svindel med jord

Naboer til en erhvervsgrund har klaget over ildelugtende jord gennem mange år.

KØGE: På et ekstraordinært temamøde i Køge Byråd onsdag blev Klima- og Planudvalget pålagt at undersøge muligheden for en prøveboring på en meget omtalt erhvervsgrund i Borup, oplyser Mette Jorsø (R). Formålet er at afsløre eventuel svindel med levering af jord.

- Vi ønsker en sag på Klima- og Planudvalgets dagsorden. Forvaltningen skal se på, hvordan vi kan undersøge det her jorddepot og eventuelt andre steder i kommunen, siger Mette Jorsø til Sjællandske Nyheder

Sagen vil være på Klima- og Planudvalgets dagsorden 5. september.

Tråde til "Køge-Calle"

Efter at dokumentaren Den Sorte Svane rullede over landets fjernsynsskærme, er der skabt usikkerhed i Køge Byråd om, hvorvidt retningslinjerne for jorddeponi er blevet fulgt og overholdt. 

Over den seneste måned har der været stort fokus på en adresse på Bækgårdsvej i Borup, efter at flere naboer har klaget over jorden, som både lugter og er blevet kørt ud med lastbiler på mistænkelige tidspunkter af døgnet, skriver Sjællandske

Sagen på Bækgårdsvej handler om mange ton jord, som over en årrække er blevet afleveret på grunden i Borup. Jorden blev brugt til at jævne grunden for virksomheden HHTE ApS, der på det tidspunkt bl.a. var ejet af Carl Richard Christensen, også kendt som "Køge-Calle", der sad i Køge Byråd for Socialdemokratiet fra 2010 til 2014.

Situationen omkring jorden ændrede sig dog i 2019, da virksomheden "ønskede at modtage mere jord end nødvendigt, og kommunen vurderede derfor, at den ekstra jord var affald", svarer forvaltningsdirektør Stig Werner Isaksen til Sjællandske

Har taget fejl og vildledt politikere

Firmaet havde på det tidspunkt modtaget jord fra forskellige byggeprojekter på Sjælland i tre år. Mediet Frihedsbrevet kan på baggrund af en aktindsigt fortælle, at det her gik op for embedsmændene i miljøafdelingen, at der var brug for en miljøgodkendelse. 

“Det er et større problem for miljøafdelingen, hvis vi sadler helt om og kalder den rene jord for affald i stedet for ren jord. Jorden til Bækgårdsvej er indtil nu kørt ud efter restproduktbekendtgørelsen, hvor det lovligt kan bruges til fx. terrænregulering uden miljøgodkendelse,” skriver miljøsagsbehandleren til kommunens planlægger og fortsætter: 

“Hvis vi – to år inde i den konkrete sag – skifter til at kalde det ‘affald til fx støjvolde’, hvor der kræves VVM-screening, bør det være i overensstemmelse med, hvad vi klassificerer det som i miljølovsammenhæng. Og så burde anlægget have haft en miljøgodkendelse fra start. Og vi indrømmer så samtidig at have taget fejl og vildledt politikere og naboer ved ikke at have krævet miljøgodkendelse,” skriver embedsmanden. 

Vil til bunds i sagen

Byrådsmedlem Mette Jorsø er chokeret og anklager miljøforvaltningen for ekstremt uprofessionel sagsbehandling. Hun retter en skarp kritik af miljøforvaltningen i Køge Kommune.

- Jeg er dybt chokeret. Som jeg læser det, erkender man, at man nok har lavet en fejl, men at man ikke synes, man skal rette op på den, for så skal man jo indrømme, at man har begået en fejl, siger byrådsmedlemmet til Sjællandske.

Køge Kommune krævede en VVM-ansøgning fra virksomheden i maj 2019, men modtog den aldrig. 

Bl.a. derfor foretog Køge Kommune et miljøtilsyn i november 2021, som udmøntede sig i ni henstillinger til firmaet. En måned senere gik firmaet konkurs. 

Her næsten tre år senere er der så samlet et flertal til at lave en prøveboring på grunden i Borup, men også eventuelt andre steder i kommunen, hvor der er blevet kørt jord hen. 

Jonas Whitehorn (S) har bedt Teknik- og Miljøforvaltningen i Køge Kommune om en redegørelse for, hvor og hvor meget jord der er kørt ud på landmænds marker i Køge Kommune. 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.