
KOLDING: Da et flertal i Folketinget forrige år aftalte, at alle kommuner fremover skal indsamle ti typer affald hos borgerne, var Kolding hurtig til at sætte gang i indsamlingen af alle ti fraktioner, men uden fast afhentning hjemme hos borgerne.
Borgerne skulle aflevere plastic, metal, glas og papir på såkaldte miljøstationer, og så kunne de ringe efter en genbrugsbil, når de havde storskrald eller en plastiksæk med mad- og drikkekartoner.
Tanken med det, som kommunen har døbt Kolding-modellen, var, at den enkelte husstand undgik at have flere sorteringsspande stående på sin matrikel.
Lever ikke op til loven
Men modellen skal nu justeres, fordi Miljøstyrelsen har vurderet den og konkluderet, at den ikke lever op til den nye lov. Dels fordi borgerne selv skal bestille afhentning med genbrugsbilen, dels fordi miljøstationerne kun er opstillet i nogle områder. Det oplyser kommunen, som selv havde spurgt Miljøstyrelsen til råds.
- Miljøstationerne er blevet rullet ud gennem årene, når behovet har meldt sig i et boligområde. Der er derfor en del borgere, som samler til bunke i carporten og kører på genbrugspladsen med det hele. Og det er den løsning, der ikke er inden for skiven i forhold til det, der er tænkt med loven, nemlig at kommunerne skal hente alle ti typer affald foran borgernes huse, siger Jakob Ville (V), udvalgsformand for Plan og Teknik.
Ifølge ham er afgørelsen fra Miljøstyrelsen så ny, at man først nu skal i gang med at undersøge, hvilke løsninger der så kan fungere.
Sikkert er det, at de fleste af kommunens miljøstationer skal lukke, og at borgerne i stedet skal have hentet affald på egen matrikel.
Ikke et langt batteri
- Når vi kigger på vores nabokommuner, kan vi se, at nogle kører med ekstra affaldsspande i indkørslen, andre kører med sække, der bliver hentet med et fast tidsinterval. Jeg tør godt love, at der ikke kommer til at stå et langt batteri med 10 spande foran hvert hus. Men hvilken model vi lander på, kan jeg desværre ikke sige noget om, for nu arbejder vores projektledere på at finde en så god løsning som muligt, siger Jakob Ville.
Han forventer, at den nye indsamlingsløsning vil blive rullet ud i løbet af 2025.
Selv om ordningen nu skal laves om, er udvalgsformanden tilfreds med, at man allerede nu har høstet en del erfaringer med mængde og sortering af den nye type affald, mad- og drikkekartonerne.
- Samtidig er vi også i tæt dialog med de virksomheder, som aftager affaldet fra os. Vi har lært rigtig meget, og heldigvis starter vi ikke forfra, selvom vores samlede løsning for indsamling kommer til at skifte udtryk, siger Jakob Ville.
For øjeblikket skal borgerne i Kolding aflevere deres plastic, glas, metal og papir i affaldsøer, men den løsning lever ikke op til lovkravene, siger Miljøstyrelsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.