
Hvis indsamlingen af husholdningsaffaldet blev strømlinet i landets 98 kommuner, kunne der spares næsten en kvart milliard kroner årligt.
Alternativt kunne der for samme penge som i dag genanvendes 12 pct. mere af husholdningsaffaldet. Dermed blev det nemmere for Danmark at indfri nye, skrappe EU-krav til genanvendelsen.
Det viser en ikke-offentliggjort rapport, som Miljøstyrelsen har fået lavet, og som Dansk Industri har fået aktindsigt i.
Uoverskueligt
Rapporten understreger ifølge miljøpolitisk chef Karen Klitgaard fra Dansk Industri, at Miljøstyrelsen og miljøministeren nu skal sikre nationale og ensartede affaldsregler:
- Som borger mødes jeg i dag af en stribe sorteringsmåder, afhængigt af om jeg er hjemme, hos mine forældre, i sommerhus eller på arbejde. Det er uoverskueligt, siger hun.
Men ikke mindst gør de mange lokale systemer det svært for genindvindingsindustrien.
- Virksomheder, der indsamler affaldet, mødes af forskellige krav til lastbilerne, som gør det svært med stordriftsfordele og ordrer i flere kommuner, siger hun.
Hun erkender, at ensretning af affaldet ikke sker med ét slag og at parcelhuskvarterer, etagebyggerier og det åbne land har brug for hver deres systemer:
- Men så længe der ikke er en ensartet, national model for, hvordan man gør, så vil hver enkelt kommune gøre, hvad de synes er rigtigst. Det er jo tåbeligt, at vi i dag har 30 forskellige kriterier for indsamling af plast, siger Karin Klitgaard.
DK snyder sig selv for jobs
Aage Vestergaard Larsen A/S i Mariager er Nordens største virksomhed inden for genanvendelse af plast. Administrerende direktør Franz Cuculiza mener, at Danmark snyder sig selv for tusindvis af arbejdspladser.
- Vi genanvender årligt cirka 50.000 ud af 350.000 ton plastaffald. Resten brændes af eller eksporteres til lavtlønslande. Det er rigtigt dumt, siger han.
Han mener, at Danmark hænger fast i rollen som et land, der i mange år brændte affaldet af for at udnytte energien i stedet for at smide det på lossepladsen.
- Det var en tid fornuftigt. Men med mangel på ressourcer skal vi i dag tænke meget mere i genanvendelse, siger han.
Starter i produktionen
Jacob Hartvig Simonsen er direktør i Dansk Affaldsforening, der er brancheforening for de kommunale affaldsanlæg. Han mener, at Miljøstyrelsens rapport ikke imødekommer de kommende genanvendelsesmål.
- Den overser blandt andet, hvor afgørende vigtigt det er, at vi får befolkningen med på at sortere. Ellers får vi aldrig ordentlig kvalitet af affaldet til genanvendelse, siger han.
- Det er i det hele taget ret svært at redde verden fra bunden af en skraldespand. Så den vigtigste dagsorden handler om fra starten at producere produkter, som vi langt enklere kan genanvende end i dag.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.