Kontrollører i busser, tog og letbane er ofte udsat for trusler, chikane og vold. Nu tester forskere, om kropskameraer gør en forskel. (Arkivfoto).
Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Kropskameraer testes hos voldsudsatte billetkontrollører

55 kontrollører fra tre selskaber har båret kropskameraer for at undersøge, om det mindsker chikane og vold.
6. JAN 2026 12.51

Vold, trusler og chikane. Det er dagligdagen for en del af de medarbejdere, der tjekker billetter i busser, tog og letbane.

Forskere fra Aalborg Universitet og Københavns Universitet undersøger nu, om brug af kropskameraer kan mindske risikoen for at blive udsat for den ubehagelige opførsel.

Postdoc Camilla Bank Friis står i spidsen for projektet, der omfatter billetkontrollører i tre selskaber: DSB, Midttrafik og Midtjyske Jernbaner.

- Billetkontrollører ligger i toppen, når vi ser på jobgrupper, der rapporterer udsathed for chikane og trusler på jobbet, og så har de også en øget risiko for at blive udsat for fysisk vold. Så det er et reelt problem, som de her trafikselskaber står over for. Det er også baggrunden for, at vi har ønsket at se, om brug af kropskameraer kan gøre en forskel, siger hun.

55 kontrollører

55 kontrollører fra de tre selskaber har over en periode på fire måneder været med i forsøget.

- Forsøget er tilrettelagt sådan, at medarbejderne forud for deres vagt har fået at vide, om de på den pågældende vagt skulle bære kropskamera eller ej. I slutningen af vagten har de så modtaget et spørgeskema, hvor vi har spurgt ind til, om de har haft nogle negative oplevelser i form af vold, trusler og chikane, siger Camilla Bank Friis.

Forskerne er nu ved at samle op på besvarelserne fra de medvirkende billetkontrollører.

Hos trafikselskaberne FynBus og Movia har man indført brug af kropskameraer for medarbejdere. Det har man også hos DSB for nogle medarbejderes vedkommende.

Men forskningsprojektet med de tre selskaber er ifølge Camilla Bank Friis det første af sin art herhjemme, hvor man med en videnskabelig metode tester effekten af kropskameraer.

Resultaterne fra projektet er nu i gang med at blive bearbejdet, og projektets resultater ventes i løbet af 2026.

Politiet i gang med at teste

Også politiet har gjort sig erfaringer med brug af kropskameraer.

I 2024 oplyste Rigspolitiet i en pressemeddelelse, at fem politikredse landet over iværksatte en "mere systematisk anvendelse af krops- og hjelmkameraer i forskellige operative opgaver".

Rigspolitiet oplyste også, at erfaringerne fra de fem kredse ville blive delt med alle politikredse "for at understøtte deres beslutninger om at anvende kameraer".

De fem kredse er Syd- og Sønderjyllands Politi, Sydøstjyllands Politi, Midt- og Vestjyllands Politi, Fyns Politi og Københavns Vestegns Politi.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/kropskameraer-testes-hos-voldsudsatte-billetkontrolloerer

GDPR