
Etableringen af de to første af i alt 15 naturnationalparker - Naturnationalpark Gribskov i Gribskov, Hillerød og Halsnæs kommuner samt Fussingø i Randers Kommune - starter til september.
Sådan lyder det fra Miljøministeriet.
Der skal tages hensyn til ynglesæsonen, som strækker sig fra marts til og med august, så etableringen ikke forstyrrer fuglene i området. Etableringen går i gang, når de lokale bestyrelser er nedsat.
Arbejdet med de efterfølgende 13 naturnationalparker fortsætter parallelt.
Kritiserede nationalparker
Det kan måske virke underligt at etablere naturnationalparker i et lille land, som i forvejen i mange år og efter en meget omstændelig proces længe har haft fem nationalparker.
Men naturindholdet i disse har fra starten været voldsomt kritiseret.
Som led i indsatsen for at give tiltrængt ilt til den hårdt pressede vilde natur og en gispende biodiversitet blev der derfor i 2020 indgået en politisk aftale om de kommende naturnationalparker.
De skal indeholde mere vild natur og store græssende dyr. I Gribskov måske endda elge.
Dyrene skal være med til at skabe en mere varieret og spændende natur med flere levesteder for dyr og planter. Grøfter, der før blev gravet for at lede vandet væk, forsvinder, så der igen kommer småsøer, vandhuller og sumpe.
- Naturnationalparkerne er afgørende for at give Danmark mere og bedre vild natur, siger miljøminister Magnus Heunicke (S).
- De er centrale for at hjælpe biodiversiteten på vej med store sammenhængende områder, mere varieret natur og krondyr, stude og dådyr. Jeg er glad for, at der både er bred politisk opbakning og stor opbakning i befolkningen til etableringen af naturnationalparkerne, og jeg er glad for, at vi nu nedsætter bestyrelser, der skal sikre den lokale opbakning.
Lokale bestyrelser
Friluftsfaciliteter, låger til områderne, ruteforløb, og input til den specifikke afgrænsning af naturnationalparker. Det er nogle af de ting, som de kommende lokale bestyrelser for naturnationalparker kan sætte deres fingeraftryk på.
For at styrke den lokale inddragelse i parkerne går regeringen nu i gang med at nedsætte lokale bestyrelser for alle de 15 naturnationalparker, som indtil videre er besluttet.
Naturnationalparkerne dækker samlet 25.000 hektar. Det svarer til 20 gange Dyrehaven nord for København.
De kommende 15 naturnationalparker skal etableres her:
- Gribskov (Gribskov, Hillerød og Halsnæs kommuner)
- Fussingø (Randers Kommune)
- Almindingen (Bornholm Kommune)
- Stråsø (Ringkøbing-Skjern, Herning og Holstebro kommuner)
- Tranum (Jammerbugt Kommune)
- Læsø Klitplantage (Læsø Kommune)
- Hanstholm (Thisted Kommune)
- Husby Klitplantage (Holstebro Kommune)
- Kompedal Plantage (Silkeborg Kommune)
- Mols Bjerge (Syddjurs Kommune)
- Nørlund Plantage og Harrild Hede (Ikast-Brande Kommune og Herning Kommune)
- Draved Skov og Kongens Mose (Tønder Kommune)
- Hellebæk Skov og Teglstrup Hegn (Helsingør Kommune)
- Bidstrupskovene (Lejre Kommune)
- Ulvshale Skov (Vordingborg Kommune
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.