
Fra og med den 17. april 2023 genoptager flyselskabet DAT flyvningerne mellem Midtjyllands Lufthavn og Københavns Lufthavn. Dermed genåbner Midtjyllands Lufthavn efter at have været nedlukket siden 9. december 2022.
Dengang var det også DAT der var hovedaktør i begivenhederne, idet selskabet den dag indstillede flyvningerne. Når de nu genoptages, skyldes det især, at regeringen har fundet 4,2 mio. kr. i årlig statsstøtte de næste to år. Penge der blandt andet skal gå til sikkerheden i lufthavnen.
- Jeg er taknemmelig for, at transportministeren hele tiden har bakket op om Midtjyllands Lufthavn, ligesom jeg takker de øvrige partier, der har besluttet at tilføre penge til lufthavnen, siger lufthavens bestyrelsesformand, Viborg-borgmester Ulrik Wilbek (V).
Driften skal reduceres
Han og andre har i den mellemliggende periode arbejdet på at skabe vilkår, der gør, at flyvningerne kan genoptages. Foruden staten har også DAT lykkedes med at reducere egne omkostninger, og dermed er der grundlag for at fortsætte, siger direktør Jesper Rungholm fra DAT til TV MidtVest.
Han bemærker desuden tørt, at "det er nye vinde, at man nu kalder flyvning for ”kollektiv transport”. Al anden kollektiv transport modtager offentlig støtte, så det er kun ret og rimeligt, at indenrigsflyvning får den støtte, som vi længe har bedt om", siger han.
Ulrik Wilbek opfordrer derudover det lokale erhvervsliv til at bakke op om ruten, så den er "sikret en god stabil økonomi mange år fremover".
- Ikke mindst fordi DAT har tilpasset ruteprogrammet, så det nu passer bedre til erhvervslivets behov, siger han, men understreger samtidig, at det ikke ændrer ved, at der skal reduceres markant i omkostningerne for at sikre økonomien på lang sigt. Det betyder efter alt at dømme, at ikke alle tidligere medarbejdere i lufthavnen skal regne med at blive genansat.
Ulrik Wilbek siger det på den måde, at lufthavnsledelsen "i begyndelsen af næste uge mødes for at planlægge et forløb for hurtigst muligt at kunne give alle medarbejdere en afklaring på deres ansættelsesmæssige situation". Også "en række muligheder for at reducere driftsomkostningerne på bygningssiden" er i spil.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.