SJÆLLAND: Selvom den nationale PFAS-handlingsplan blev vedtaget for et år siden, er det fortsat ikke åbnet for den pulje på 100 mio. kr., som staten har øremærket til oprensning af drikkevandet i regionerne. Det har skabt frustration hos regionspolitikerne på Sjælland:
- Vi blev glade, da Folketinget sidste år vedtog PFAS-handlingsplanen og øremærkede 100 mio. kr. til regionerne i kampen mod forurening. Derfor er det dybt frustrerende, at der stadig – et helt år senere – ikke er åbnet for ansøgninger til puljen. Vi aner ikke, hvornår vi får mulighed for at søge, og borgerne i Tune har brug for handling nu, siger Bruno Jerup, som er formand for Region Sjællands Udvalg for grøn omstilling, bæredygtighed og miljø.
Regionen har siden 2024 arbejdet tæt sammen med Tune Vandværk, som er blandt de hårdest PFAS-ramte vandværker i Danmark, for at håndtere forureningen af drikkevandet.
Målinger viser, at forureningen af grundvandet i Tune er stigende, og at det er nødvendigt at øge den eksisterende rensning af drikkevandet betydeligt. Derfor har Region Sjælland planlagt at søge 2 mio. kr. fra den nationale PFAS-handlingsplan, der blev vedtaget i maj 2024 af samtlige partier i Folketinget.
Planen indeholder i alt 404 mio. kr. over perioden 2024-2027, herunder en pulje på 100 mio. kr., som regionerne kan søge til konkrete oprensningstiltag. Men puljen er ikke åben, hvilket efterlader politikerne med et dilemma:
- Borgerne i Tune har krav på rent drikkevand uden PFAS, og vi kan ikke vente længere. Hvis staten ikke handler, må vi selv tage ansvar – også selvom det betyder, at vi er nødt til at omprioritere op imod 2 mio. kr. internt og udskyde andre projekter, siger Jette Leth Buhl, næstformand i Udvalget for Grøn omstilling, bæredygtighed og miljø.
MBH
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.