
FAABORG-MIDTFYN: Siden 2016 har borgere og erhvervsdrivende i Faaborg-Midtfyn Kommune kunnet sende byggesager til behandling i kommunen gebyrfrit.
Men den service bliver efter alt at dømme sløjfet fra 1. maj.
Som et middel til at reducere administrative udgifter har teknik- og miljøudvalget godkendt at indføre byggesagsgebyr og timebetaling for byggesager i kommunen. Det fremgår af et referat fra teknik- og miljøudvalgets møde sidste uge.
Mere konkret lyder anbefalingen, at behandling af mindre byggesager - som fx garager, carporte, udhuse og drivhuse - fremadrettet skal koste 700 kroner. Derudover skal det maksimalt kunne koste 1.175 kr. for øvrige sager/lovliggørelsessager og privat boligbyggeri.
For erhvervssager er prisen dog lidt en anden. Her anbefales det, at der opkræves en 580 kr. i timen, men med et maksimalt loft af 6.000 kr.
Imødekommer besparelserne
Forslaget til besparelsen skal bl.a. ses som et led i økonomiaftalen, hvor regeringen og KL aftalte, at kommunerne skal reducere deres administrative udgifter. For Faaborg-Midtfyn betyder det mere konkret, at bloktilskuddet blev reduceret med 6,3 mio. kr. fra 2024 og yderligere 2,2 mio. kr. i 2025 og frem.
Hvad angår de 6,3 mio. kr. skal teknik- og miljøudvalget bidrage med en besparelse på 838.000 kr. i 2025.
Med udgangspunkt kommunens egne tal, der viser, at kommunen i gennemsnit har behandlet ca. 600 byggetilladelser årligt, er det forvaltningens forventning, at de nye byggegebyrer årligt vil indbringe ca. 800.000 kr.
Forslaget, der enstemmigt blev vedtaget i teknik- og miljøudvalget, skal dog stadig gennem økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen.
I et uddybende notat på dagsordenen fremgår det desuden, at langt de fleste fynske kommuner kører med lignende gebyrtakster. Kun Assens og Nordfyns Kommuner har ikke indført byggesagsgebyrer.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.