KØGE: Der er fuld gang i forberedelserne af det ambitiøse Køge Dige-projekt, som nu viser sig ud fra et økonomisk perspektiv at være endnu mere vigtigt end først antaget, lyder det fra Køge Kommune.
Beslutningen om at bygge et dige omkring Køge by langs kysten, var oprindelig truffet ud fra estimatet, at diget, i tilfælde af stormflod, ville beskytte værdier for ca. 1,9 mia. kr. Det tal er nu fordoblet.
Nu anslår nye beregninger fra statens nationale risikovurdering nemlig, at værdier for op mod 3,8 mia. kr. er i risiko for at gå tabt, hvis stormfloden og oversvømmelserne rammer. Den nye risikovurdering medregner både boliger og virksomheder – herunder et eventuelt tab for virksomheder, som ikke er med i de oprindelige opgørelser.
Køge Bugt er fortsat udpeget som særligt risikoområde.
Et spørgsmål om tid
Køge Kommune har valgt at arbejde videre med det scenarie, som kaldes en nutidig ekstremhændelse, dvs. en 1000 års hændelse, som, om end den er sjælden, reelt kan ske når som helst. I dette scenarie vil store områder blive oversvømmet, hvis der ikke laves tiltag for at undgå oversvømmelser.
- De nye tal understreger i den grad, hvor vigtigt det er, at vi får realiseret Køges Dige-projektet. Vi har et rigtig godt beredskab, som viste sit værd ved seneste oversvømmelse i 2017. Men når et dige er på plads, er området sikret uanset tidspunkt for stormfloden, og forebyggelse er alt andet lige bedre end reparation. Havet vil rase igen, det er kun et spørgsmål om hvornår, og hvor godt vi som kommune er forberedt, når det sker, siger Niels Rolskov (EL), formand for Klima- og Planudvalget, som behandler den nye risikovurdering, 14. januar.
Køge Dige er et af Danmarks største og mest ambitiøse kystsikringsprojekter. Diget vil, når det står færdigt, forventet i 2022, strække sig over ti km. kystlinje, fra Skensved Å mod nord, over Køge Havn og mod Hotel Comwell i syd og beskytte byområderne mod vandstigninger på op mod 2,8 meter.
Læs mere om Køge Dige.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.