
Ny lovgivning betyder, at alle genbrugspladser fremover skal have et genbrugsområde, hvor kommunale institutioner og private aktører gratis kan afhente indleverede ting og sager for at bruge eller sælge dem igen.
Loven blev vedtaget i juni. De endelige bekendtgørelser er endnu ikke helt på plads, men flere kommuner er i fuld gang med at indrette sig på de nye krav - hvis de da ikke allerede opfylder dem.
Hillerød Forsyning har lavet et nyt område ved navn "Giv det videre" på genbrugsstationen. Her kan foreninger, skoler, virksomheder og borgere booke sig ind for en uge ad gangen og hente alle de genstande, der bliver indleveret. Man forpligter sig til gengæld til en oprydning.
- På genbrugsstationen får vi hvert år indleveret rigtig mange fine genstande, som vi tidligere har solgt videre i genbrugsbutikken. Dette koncept videreudvikler vi nu med en ny forsøgsordning. Vi glæder os til at byde foreninger, skoler, virksomheder og borgere velkommen på genbrugsstationen og skabe endnu bedre muligheder for genanvendelse, siger Peter Underlin, forsyningsdirektør i Hillerød Forsyning, og henviser til den nye lov.
De nye regler
I "Lov nr 898 af 21.6.2022" står:
- Miljøministeren fastsætter regler om kommunalbestyrelsens pligt til at etablere genbrugsområder på genbrugspladser i kommunen, herunder om størrelse, indretning, drift og anvendelse af genbrugsområdet.
- Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om kommunalbestyrelsens pligt til at give private aktører eller kommunale institutioner mulighed for at overtage genstande, der er afleveret i genbrugsområder på genbrugspladser, herunder om kommunalbestyrelsens pligt til at afsætte genstandene vederlagsfrit. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter endvidere regler om inddragelse af offentligheden i den lokale udmøntning af ordningen, herunder om udelukkende digital annoncering.
I Kolding vælger kommunen at nedlægge flere tidligere forsøg med genbrug og i stedet lave en ny ordning, hvor man samler genbrugelige ting fra sine fem genbrugspladser i en hal. Her vil virksomheder og humanitære organisationer fra oktober kunne plukke effekterne ud og bruge dem eller sælge dem i deres forretning.
De hidtidige forsøg har desværre ikke fået så meget luft under vingerne, som man havde håbet, erkender kommunen. Ud af 80.000 tons affald indsamlet i 2021 blev kun én procent brugt igen.
- Når vi ser på andre kommuner, fx Aabenraa, Næstved og Odense, har de stor succes med at give nyt liv til ting fra genbrugspladserne. Det fungerer hos dem, fordi de inspirerer til genbrug, sætter tingene pænt op og tager en smule penge for deres arbejde. Derfor har vi kigget dem grundigt over skulderen, og fra efteråret samler vi alle vores kommunale forsøg med mere genbrug under en fælles paraply, siger Jakob Ville (V), udvalgsformand for plan og teknik.
Kommunen sorterer
- Tanken er, at erhvervslivet og byens butikker kan bruge fælleslageret som et stort tag-selv-bord af genbrug og materialer. Det kan være genbrugsbutikken, som henter vaser og brugte møbler, de sætter i stand, eller en designer, som kan sætte lampeskærme sammen på nye måder. Det nye her er, at vi åbner mængderne af genbrug op for en meget større gruppe af lokale virksomheder, end vi har gjort hidtil, siger Jakob Ville.
Til forskel fra i dag, hvor nogle genbrugsbutikker selv har stået for at tømme såkaldte loppecontainere på genbrugspladserne, vil kommunen stå for at indsamle alt genbrug, sortere og stille ting på hylder.
- De ting, de private aktører ikke tager med, vil så komme borgerne til gode. De kan handle genbrugsting fra den anden ende af hallen. Det er en model, Zirkel i Odense kører med, og den har fungeret supergodt de seneste år, så jeg er sikker på, at modellen også kan fungere i Kolding. For der er så store mængder af gode, kasserede genstande, at der er nok til alle, siger Jakob Ville.
Problemer i Rødovre
Rødovre Kommune har også satset på genbrug til private. Her har man siden oktober 2021 haft en pavillon på genbrugspladsen kaldet genbrugshuset, hvor borgere har kunnet stille og hente genbrugelige ting.
Ordningen er netop evalueret, og den har afsløret flere problemer, selv om huset overordnet har været en succes med stort besøgstal og store mængder afsat til genbrug. Det fremgår af dagsordenen for denne uges kommunalbestyrelsesmøde.
Et problem er, at arbejdet med at bære varer fra donationscontaineren til lager, genbrugshus eller affaldscontainere er hårdt og tungt, og at der går en del tid med at tørre ting af, så de fremstår pæne. Desuden har et stigende antal besøgende givet konflikter, både fordi nogle ikke respekterer en regel om højst tre gratis ting pr. dag, og fordi mange forventer service fra personalet, som havde det været en butik.
Superklunsere
Rødovre vil forsøge at løse problemerne ved at forkorte åbningstiden og ændre reglerne for brug af huset. Et politisk mindretal bestående af De Konservative og Venstre ønskede at få ordningen gentænkt med øget frivillig deltagelse, men flertallet bestående af Socialdemokratiet og Enhedslisten godkendte forvaltningens indstilling.
- Det er dødurimeligt, at Rødovres borgere, via et forhøjet affaldsgebyr, skal betale for et genbrugstelt, der servicerer superklunsere og professionelle opkøbere. Derfor siger vi stop, siger den konservative Mogens Brauer til sn.dk.
Formanden for teknik- og miljøudvalget, Jan Kongebro (S), var bekymret for, om der ville kunne findes frivillige til opgaven. Han mener, at forvaltningen og personalet i genbrugshuset skal have mulighed for at afprøve ændringer, før det eventuelt giver anledning til nye politiske drøftelser, siger han til mediet.
Rettelse 6.2.: Det var et mindretal i Rødovre og ikke et flertal, som vi først skrev, der ønskede ordningen gentænkt med frivillig deltagelse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.