Nyt studie: Genoprettede vådområder skaber ikke bedre natur

Over 200 danske vådområder rundt i landet er blevet genskabt de seneste 25 år. Målet har været at gavne et gispende vandmiljø ved at skære ned på kvælstoffet, der løber fra landbrugets marker ud i vandløb, søer og fjorde.

Samtidig har nye vådområder været fremhævet som en vej til at skabe mere vild og mangfoldig natur og øge biodiversiteten, som i årtier har været i svær tilbagegang.

Desværre virker det ikke. Efter en lang årrække er der sket meget lidt til gavn for den skrantende biodiversitet og de sjældne arter. Selv i næsten 20 år gamle vådområder er der meget langt til fortidens artsrigdom.

Det viser et nyt studie fra Københavns Universitet af en række genoprettede vådområder på Fyn.

- Jeg er virkelig overrasket over, at vores forskning viser, at der nærmest ingen effekt er på biodiversiteten i de genskabte vådområder selv efter mange år, siger Marta Baumane.

Hun er biolog og Ph.d.-stipendiat ved Biologisk Institut på Københavns Universitet og førsteforfatter til studiet, der er udgivet i Science of the Total Environment.

- Vi ser kun en utrolig lille forbedring i biodiversiteten. Uanset om områderne har været genoprettet i syv eller 17 år, har de alle meget lav artsrigdom af planter. De få planter i områderne er så almindelige, at de i forhold til biodiversiteten er uinteressante, siger hun. 

Forskerne har undersøgt ti vådområder syd for Odense. De er blevet restaureret i årene 2001 og 2011 med det primære formål at mindske udvaskningen af kvælstof og fosfor fra de omkringliggende landbrug.

Gammel gødning

Ved restaureringen er der fjernet dræn og genslynget vandløb, som årtier tidligere var blevet rettet ud.

Hvor de undersøgte vådområder i snit har knap ti plantearter per fire kvadratmeter, så har naturlige vådområder i Danmark fire gange så mange.

Ifølge forskerne skyldes den ringe biodiversitet et stort indhold i jorden af kvælstof. Både fra gammel gødning, og fordi der fortsat siver store mængder næringsstoffer fra landbruget ud i vådområderne. Hvert år optager områderne op til 400 kilo kvælstof per hektar.

En anden stor barriere for at få flere sjældne og udrydningstruede arter tilbage er, at det er meget svært at få planter tilbage til områder, hvor deres naturlige frøbank i jorden for længst er væk.

- Selv hvis man får stoppet tilstrømningen af næringsstoffer, kan det tage mindst 100 år, før vådområderne ligner naturlige vådområder i artsrigdom, siger Marta Baumane.

Mere herlighedsværdi

Professor i biodiversitet på Københavns Universitet Carsten Rahbek kalder studiets konklusion bedrøvelig og symptomatisk.

Han henviser til, at der er en lang tradition for at genslynge åer og genskabe søer, uden at vi ved, hvad vi får for de mange milliarder, der investeres i projekterne.

- Vores vandløb ser renere ud. Men naturindholdet er slet ikke fulgt med, og det er et kæmpeproblem, at det handler mere om landskabelig herlighedsværdi end naturens reelle vækst, siger han.

- Bruger man naturen som rensningsanlæg for kvælstof på landbrugsjorden som med vådområder, så er det godt for landmanden. Men det er dårligt for naturen, for kvælstoffet er med til at ødelægge naturkvaliteten, siger han.

Kaj Sand-Jensen er professor ved Biologisk Institut ved Københavns Universitet. Han er enig i, at man ikke kan bruge vådområder som rensningsanlæg og samtidig forvente, at der kommer spændende natur ud af det.

- Selv om naturen bliver rigere lokalt, især i forhold til fugle og fisk, sammenlignet med intensivt dyrkede kornmarker, så er vejen tilbage mod en naturlig tilstand brolagt med store forhindringer, siger han.

Ritzau