Der ser nu ud til at være opblødning i sagen om strandsurferne. Politiet har nemlig givet de første tilladelser til at holde lukkede arrangementer med strandsurfere på stranden på Rømø. Det skriver DR.
- Vi har været i dialog med ansøgeren, og det har gjort, at vi har kunnet vejlede og derefter udstede en tilladelse, fortæller politiinspektør Gert Bisgaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi til mediet.
Politiet oplyser desuden, at der er flere tilladelser på vej til andre ansøgere om strandsurfing.
En længere sag
Sagen tog sin begyndelse i februar, hvor Syd- og Sønderjyllands Politi pludselig forbød strandsurfing på strande i politikredsen. Begrundelsen lød bl.a., at aktiviteten blev vurderet som farlig for gæsterne, og at det er færdselsloven, der gælder på strandene. Da køretøjerne til strandsurfing betragtes som legetøj, må de derfor ikke benyttes der. Det skrev TV Syd.
Beslutningen vakte kritik fra flere sider - herunder blandt andre de erhvervsdrivende i området og turistchef hos Visit Rømø og Tønder. Kritikken har bl.a. gået på, at forbuddet sætter en markant stopper for en attraktion, der årligt anslås at tiltrække omkring 10.000 gæster til Rømø, hvilket får konsekvenser for kommunen.
Også fra politisk side har beslutningen givet anledning til stor frustration. Bl.a. fra folketingsmedlem Anders Kronborg (S), der mener, at de mange måder at bruge stranden på, er det, der gør stedet til et attraktivt turistmål.
Senest har trafikminister Thomas Danielsen (V) sagt, at han vil gå ind i sagen og finde en løsning, så det igen bliver muligt at surfe på stranden i Sydvestjylland.
- Jeg synes, vi skal finde en løsning, der fortsat muliggør standsurfing, der hvor man lokalt ønsker det. Det kan eventuelt være ved at skilte herom eller en anden simpel løsning, som alle parter burde kunne se sig i, skrev Thomas Danielsen til TV Syd i start marts.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.