
RANDERS: Borgmesteren i Randers, Torben Hansen (S), vil styrke teknik- og miljøforvaltningen i kommunen på baggrund af en kritisk advokatundersøgelse om Nordic Waste-sagen, der blev fremlagt mandag. Det skal blandt andet ske gennem efteruddannelse for at løfte medarbejdernes kompetencer.
Det siger borgmesteren til Ritzau, efter at advokatundersøgelsen blev drøftet ved et temamøde for byrådsmedlemmer i Randers torsdag aften.
- Vi har haft en god drøftelse, hvor jeg har fremlagt forskellige forslag til handlinger. Det er blandt andet at styrke vores teknik- og miljøafdeling, der har ansvaret for tilsyn.
Mandag fremlagde advokat og uvildig undersøger Henrik Græsdal en advokatundersøgelse, hvor Randers Kommune fik kritik for sit tilsyn med jordrensningsvirksomheden Nordic Waste op til et enormt jordskred 19. december 2023.
- Selv om Randers Kommune formentlig ikke derved kunne have undgået det store jordskred, så kunne jordskreddet efter den undersøgende advokats vurdering være konstateret tidligere og dermed også have haft et mindre omfang, lød en af konklusionerne.
Torben Hansen har nu haft mulighed for at læse den 666 sider lange rapport, og kritikken er taget til efterretning, siger han.
- Der er nogle ting, vi skal gøre bedre. Det ligger noget læring i det her, og det ville være tosset, hvis vi ikke brugte det.
Kan få personalemæssige konsekvenser
Den socialdemokratiske borgmester kunne mandag ikke afvise, at kritikken ville få personalemæssige konsekvenser. Netop det spørgsmål blev også drøftet ved temamødet, fortæller han.
- Det er der forskellige holdninger til, og det kommer vi til at drøfte fortsat.
1. viceborgmester i Randers Kommune, Claus Berggren (V), deler Torbens Hanens ønske om, at teknik- og miljøforvaltningen skal styrkes.
- Vi er nødt til at kigge på, hvad der kan gøre bedres. Jeg kan dog ikke udtale mig om borgmesterens forslag, før det bliver mere konkret.
Han opfordrer til en grundig undersøgelse af afdelingen og vil heller ikke afvise, at sagen kan få personalemæssige konsekvenser.
- Vi skal have et sagligt grundlag for at finde ud af, om nogen skal fyres. Men på et eller andet tidspunkt skal der findes et ledelsesansvar. Vi skal finde ud af, hvem der har haft fingrene i bolledejen, siger Claus Berggren.
Torben Hansen vil fremlægge sine forslag ved et byrådsmøde i enten september eller oktober, siger han.
Det næste ordinære byrådsmøde er 22. september.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.