
SKANDERBORG / FAVRSKOV: En opgradering af Rute 26 mellem Aarhus og Viborg har længe været efterlyst af flere kommuner. Tidligere på måneden fremlagde regeringen sit udspil til en ny infrastrukturplan, og her lægges der op til, at rutens strækning fra Aarhus til Søbyvad skal udvides til motortrafikvej. Selvom planerne er længe ventet, så er der nu kamp om, hvor linjeføringen skal gå.
"Der opleves i dag fremkommelighedsproblemer på den ca. 23 km lange strækning af Rute 26 mellem Aarhus og Søbyvad. Anlæg af en ny motortrafikvej vil forbedre mobiliteten for erhvervstrafikken langs Rute 26 og være til gavn for blandt andet pendlere mellem Aarhus og Viborg." Sådan lyder det i regeringens udspil til en infrastrukturplan.
Udvidelsen af Rute 26 bliver taget godt imod i flere af de omkringliggende kommuner, men valget af linjeføring deler vandene. Favrskov og Skanderborg kommuner er uenige om motortrafikvejen skal gå nord eller syd om Lading Sø, der ligger i Favrskov mod grænsen til Skanderborg, og altså hvilken kommune den skal gå igennem.
Idéen om en udvidelse af Rute 26 er ikke ny, og i 2012 foretog Vejdirektoratet en VVM-undersøgelse af projektet. Direktoratet anbefalede den gang en nordlig linjeføring om søen, men i 2013 valgte et politisk flertal på Christiansborg at gå videre med idéen om en sydlig linjeføring. Nu lægger også regeringen op til, at vejen skal gå syd om søen og gennem Skanderborg Kommune. Samtidig sættes en ny VVM-undersøgelse i gang.
Fokus på erhverv eller natur
Idéen med en motortrafikvej syd om Lading Sø stammer fra Favrskov og har mødt opbakning fra Aarhus, Viborg og Silkeborg. Her vækker regeringens forslag glæde, især hos Favrskovs borgmester, Nils Borring (S), der står bag forslaget.
- Vejen bliver til stor gavn for den fremtidige erhvervsvækst og store virksomheder ikke bare i Favrskov, men også virksomheder som Tvilum, Grundfos og Arla, siger Niels Borring til Lokalavisen Favrskov.
I Skanderborg er borgmester Frands Fischer (S) dog uforstående over for, at der nu lægges op til den sydlige linjeføring. Han henviser til VVM-undersøgelsen fra 2012 og Vejdirektoratets anbefaling. Undersøgelsen kortlagde, at en vej syd om Lading Sø vil være længere, dyrere, have større påvirkning på landskabet og vil krydse de mest sårbare naturområder.
- Jeg har noteret mig, at der skal laves en VVM-undersøgelse af det forslag, Favrskov har rejst. Det giver håb om en anden beslutning. Der er forskellige argumenter, vi gerne vil bringe til torvs. Blandt andet, at hvis man som regering vil påstå, at man tænker grønt, så må man også prioritere det grønne, og i det her tilfælde ikke lægge en motortrafikvej ind gennem et meget smukt grønt og rekreativt område, siger Frands Fischer til Lokalavisen Skanderborg.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.