
SVM-regeringen ønsker at skabe fem industriparker, så danske og udenlandske produktionsvirksomheder hurtigere skal kunne etablere sig i Danmark.
Det fremgår af et nyt udspil, som regeringen fredag præsenterer på et pressemøde i Kalundborg.
Fem større arealer skal udpeges til at huse industriparkerne. Kommuner skal kunne lægge billet ind på at komme til at have industriparkerne, fremgår det af udspillet.
- Det vil være områder, der vil have muligheder for hurtige anlæg af produktionsvirksomheder, siger erhvervsminister Morten Bødskov (S) på et pressemøde i Kalundborg.
Virksomhederne skal have adgang til en såkaldt one-stop-shop. Oversat til dansk betyder det, at virksomhederne kun skal gå gennem én myndighed for at få hjælp med at koordinere de nødvendige tilladelser til at kunne etablere sig.
- Vi har eksempler på virksomheder, som, fordi langsommeligheden er for stor, fravælger at investere i Europa og Danmark. Det koster arbejdspladser, og det går ikke.
- Det handler om sagsbehandlingstid, om at virksomheder hurtigere skal kunne stikke spaden i jorden, siger Morten Bødskov.
Det fremgår af udspillet, at der i alt bliver afsat 102,4 millioner kroner fra i år og til og med 2027.
Finansieringen kommer til at foregå inden for rammerne af regeringens landdistriktsudspil, som for nylig blev fremlagt, samt regeringens kommende life science-strategi.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.