BORNHOLM: Fjernvarmevirksomheden Rønne Varme A/S har i 2017 og 2018 indregnet henlæggelser i varmepriserne i strid med varmeforsyningslovens regler. Sådan lyder konklusionen i en ny afgørelse fra Forsyningstilsynet, oplyser tilsynet.
Rønne Varme har i perioden 2017-2020 henlagt i alt 43,3 mio. kr. med henblik på at finansiere en forventet kommende betaling for retten til at råde over en ombygget varmeproduktionskapacitet på Rønneværkets blok 6. Blokken ejes og drives af Bornholms El-Produktion A/S, og den blev efter ombygningen idriftsat i 2017.
Forsyningstilsynet konkluderer, at indregning af henlæggelser til nyinvesteringer i varmepriserne generelt skal ske før investeringens idriftsættelsesår – uanset at der er tale om en forventet senere erhvervelse af en rådigheds-ret.
- Reglerne om indregning af henlæggelser i fjernvarmepriserne giver selskaberne mulighed for at spare op til nye anlæg, inden de bliver sat i drift. Efter at de er sat i drift, skal betalingen for den resterende anlægssum derimod ske via indregning af afskrivninger. Det er afgørende, at fjernvarmepriserne ikke indeholder begge omkostningstyper samtidig, forklarer Forsyningstilsynets direktør, Carsten Smidt.
Flere forhold tjekkes
Idet Rønne Varme har indregnet henlæggelser i blok 6’ idriftsættelsesår samt året efter, konkluderer tilsynet, at henlæggelserne er sket i strid med reglerne, og derfor skal tilbageføres til forbrugerne senest ved udgangen af 2022.
Tilbagebetalingen vil ske i dialog mellem Rønne Varme og Forsyningstilsynet. Rønne Varme offentliggjorde i sidste uge, at de indregnede henlæggelser bliver tilbagebetalt til forbrugerne.
Forsyningstilsynet behandler i øjeblikket flere andre forhold efter varmeforsyningsloven omkring varmepriserne i Rønne. Afgørelserne forventes at blive truffet senere i 2020.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.