
ROSKILDE / FREDERIKSSUND: Miljø- og Fødevareministeriet er klar med sin afgørelse på Roskilde og Frederikssund kommuners appel om at få lov til at afskære klageadgangen på det kystbeskyttelsesprojekt, der har været i gang i Jyllinge Nordmark. Og der er godt nyt.
Ministeriet vurderer nemlig, at kommunernes ansøgning er veldokumenteret nok til at imødekomme ønsket. Dermed kan arbejdet fortsætte, så snart det formelt godkendes på et ekstraordinært møde i Roskilde 2. juli.
- Nu håber jeg, at det anlægsarbejde, som så kan genoptages, kommer så langt som muligt, inden vi nærmer os stormsæsonen. Og så håber jeg virkelig, at vi til næste år kan mødes og klippe snoren til et helt færdigt kystbeskyttelsesprojekt, siger Roskildes borgmester, Tomas Breddam (S).
Arbejdet har stået stille over et år siden marts sidste år, hvor Miljø- og Fødevarestyrelsen med opsættende virkning ophævede VVM-tilladelsen efter en klage.
Nattesøvnen er sikret
Området omkring Roskilde har været ramt af flere episoder med stigende vandmasser og stormflod, og det er udsigten til endnu flere, der får ministeriet til at give kommunerne tilladelsen alligevel.
- Afgørelsen om at afskære klageadgangen er et skridt på vejen mod, at nattesøvnen sikres for de mange borgere i Jyllinge Nordmark og Tangbjerg, der konstant går rundt og frygter næste stormsæson. Vejen er nu banet for, at Roskilde og Frederikssund Kommune kan træffe afgørelse om kystbeskyttelsesprojektet og komme i gang med anlægsarbejdet, siger miljøminister Lea Wermelin (S).
Roskildes byråd har siden maj 2019 arbejdet på at få lovliggørelsen igennem ved at bruge habitatbekendtgørelsens såkaldte fravigelsesbestemmelser. Og det lykkedes altså.
Dermed kan borgerne i fremtiden frygte stormfloder lidt mindre, når der er to km diger på vej. Anlægget starter efter planen til august med sluseanlægget og østdiget som førsteprioritet.
Hele projektet når ikke at være 100 pct. klart til den kommende stormsæson, oplyser Roskilde.
Fakta
Der blev i december 2019 indgået en stemmeaftale mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale, SF, Konservative, Alternativet og Liberal Alliance om at ændre kystbeskyttelsesloven og øvrige love i tilknytning hertil. Lovændringen trådte i kraft 22. maj 2020.
Med lovændringen kan miljøministeren og erhvervsministeren fremover afskære klageadgangen, så vigtige kommunale kystbeskyttelsesprojekter ikke bliver unødigt forsinkede af klager.
Miljøministeren har behandlet og imødekommet Roskilde og Frederikssund Kommunes ansøgning om afskæring af klageadgang d. 24. juni 2020.
Kilde: Miljøministeriet
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.