SORØ: Forvaltningen i Sorø Kommune foreslår, at det udfordrede Sorø Forsyning fusionerer med en af de omkringliggende forsyninger for at sikre en langsigtet løsning med opfyldelse af spildevandsplanen. Det fremgår af et notat, om "utilfredsstillende opgaveløsning i Sorø Forsyning A/S", der onsdag blev fremlagt for økonomiudvalget.
- Vi kan blive mål for hackerangreb og krig, og administrationens anbefaling om en fusion skal undersøges. Vi skal se, hvad der ligger på tallerkenen, før vi beslutter os, siger borgmester Gert Jørgensen (K) til sn.dk.
Som tidligere omtalt blev forsyningsselskabets direktør i januar fyret, hvorefter formanden for bestyrelsen, Susanne Borggaard (NB) trak sig og stillede spørgsmål ved, om formalia i forhold til valg af den nye formand, Morgens Schwensen (K), var overholdt.
I forhold til de langsigtede overvejelser om Sorø Forsynings fremtid bad økonomiudvalget den 24. januar om en redegørelse af forløbet fra 2022 til i dag. Det var denne redegørelse, der onsdag blev behandlet i økonomiudvalget, inklusive overvejelser om samarbejder og en styrket konstruktion, fremgår det af referatet.
I notatet dateret november 2023 anbefaler administrationen, at:
- Der indledes et arbejde henimod en fusion med omkringliggende forsyninger for eksempel (red:overstreget i offentligt tilgængeligt bilag) for at sikre opgaveløsningen og målopfyldelse af spildevandsplan og tillæg.
- I overgangsperioden, som må forventes at være i størrelsesorden 2 år, indsættes hurtigst muligt en ny direktør i samarbejde med den forsyning, der søges fusion med. Sorø Forsynings bestyrelse fortsætter således i overgangsperioden.
Fusion som ny mulighed
Et flertal i økonomiudvalget tog onsdag den generelle redegørelse til efterretning og godkendte delene omkring samarbejder og konstruktion med tilføjelsen af, at udvalget ønsker, "at der sker yderligere konkretisering af mulighederne, og i det videre arbejde skal være et fokus på åbenhed og robusthed."
Imod stemte Susanne Borggaard, der brugte sin standsningsret og begærede sagen i kommunalbestyrelsen.
- Ordet fusion er helt nyt for mig. Det er første gang, jeg ser det fremlagt på skrift. Det har ikke tidligere været behandlet på møder i Sorø Forsyning, økonomiudvalget eller kommunalbestyrelsen. Jeg må ikke referere fra møderne, hvad vi har drøftet, men jeg kan bare sige, at fusionsplaner overoverhovedet ikke været oppe på noget bestyrelsesmøde, siger Susanne Borggaard til sn.dk.
Ifølge avisen er det fx Slagelse og Næstved kommuners fælles selskab Envafors A/S, der er i kikkerten fra administrationens side.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.