RANDERS: I lang tid har Banedanmark gerne ville rive stationsbygningen i Langå ned for at få plads til at elektrificere jernbanen, uden at det giver problemer med brandsikkerheden. Men kommunen har kæmpet for at finde en løsning, så den kan bevares som en del af stationsbyens kulturmiljø, og det er nu lykkedes, skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.
- Der er netop indgået en rigtig god aftale med Transportministeriet, som redder stationsbygningen i Langå og Station K. Bygningen bliver bevaret og renoveret. Dermed kan det stærke kulturliv i bygningen fortsætte, og Langås særlige udtryk bliver bevaret, siger borgmester i Randers Kommune, Torben Hansen.
Aftalen om stationsbygningen er blevet indgået mellem Randers Kommune og Transportministeriet. Og den løser de nuværende udfordringer med at bevare Station K og Langås gamle stationsbygning. Det er kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt, som har forhandlet aftalen.
- Det er flot arbejde, og det giver ro efter mange års usikkerhed om stationsbygningen. Det er jeg virkelig glad for, siger Torben Hansen.
Skabt ro
I Langå er der stor glæde over resultatet.
- Det er en fantastisk nyhed. Det er næsten ubegribeligt og en meget stor lettelse for os her i Langå. I lang tid har stationen været nedrivningstruet. Undervejs har vi haft en virkelig god dialog og et godt samarbejde med Randers Kommune og DSB, som ejer bygningen, der er byens bankende hjerte. Vi glæder os over, at man vælger at udvikle Langå, siger Anders Pedersen, stationsforstander i det kulturelle kraftcenter, Station K. Han repræsenterer Langå Stationsforening, som blev stiftet med det formål at skabe en kreativ klynge og bevare stationsbygningen.
Aftalen betyder, at stationsbygningen bevares. Herudover forelægges et forslag til renovering af bygningen. Det er en forudsætning for, at elektrificeringen af tognettet kan gennemføres, at værkstedsbygningen rives ned.
- Der er hermed skabt ro om både stationsbygningens og Station Ks fremtid, og det er meget glædeligt for kulturlivet i Langå og Randers Kommune, siger Torben Hansen.
mag
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.