- Det er vigtigt, at man selv reflekterer og træffer sine egne vurderinger og beslutninger.
Sådan lød en af opfordringerne fra Helsingborg Kommunes borgmester Christian Orsing (M), da han gæstede årets KØF, der blev afholdt torsdag og fredag i sidste uge, for at give et svensk perspektiv på beredskab – et emne, som har fyldt stadig mere i kommunernes økonomiske og politiske prioriteringer det seneste år.
I Sverige har man en anden tilgang til beredskabet end i Danmark. Man er blandt andet ikke bange for at bruge ordet krig, og alle borgere anbefales at have hjemmeberedskab til otte dage – mod tre dage herhjemme, påpegede borgmesteren.
Infrastruktur som nøglepunkt
Selvom Danmark og Sverige er forskellige, er det tætte forhold – både geografisk og politisk – ifølge Christian Orsing afgørende. Særligt når det gælder infrastruktur.
- Vores region – Sjælland, Skåne og Sydsverige – bliver et af de vigtigste knudepunkter i Europa for logistik mod østfronten, sagde han.
- Det rummer et enormt potentiale. Havnebyer, erhvervsliv og arbejdspladser kan spille en rolle. Der er faktisk forretning i det her for kommunerne. Men man skal forstå, hvor vigtig regionen er – og hvor meget mere vigtig den bliver.
Han fremhævede samtidig samarbejdet mellem Helsingborg og Helsingør Kommune og understregede betydningen af den bilaterale dimension i beredskabsarbejdet.
Netop infrastrukturen har spillet en central rolle i Helsingborgs egen beredskabsplanlægning. Den svenske supermarkedskoncern ICA, som står for omkring 52 procent af det svenske dagligvaremarked, har nemlig sit centrale lager i kommunen.
- Jeg har taget halvdelen af den svenske regering med derud for at vise dem, at hvis strømmen forsvinder, eller en lastbil bryder i brand i det forkerte kryds, så er hylderne tomme i Stockholm i morgen, sagde han.
- Det er virkeligheden. Og vi skal dimensionere efter den.
Store forskelle – og forskellige styrker
Det seneste år er det blevet tydeligt, at der i Danmark er store forskelle på, hvordan kommunerne håndterer risikoen for en forsyningskrise. Både kommuner og KL har peget på udfordringen.
Helsingborg er en stor kommune, og her har man investeret omkring 100 mio. svenske kroner i beredskab. Investeringerne omfatter blandt andet vandforsyning, generatorer, nødkommunikation og tryghedspunkter.
Men Christian Orsing understregede også, at man skal passe på med at sammenligne sig for meget med andre.
- Små kommuner har styrker som lokalkendskab og tætte samarbejder. Store kommuner har flere ressourcer. Alle har fordele og ulemper, sagde han.
Et budskab, som Assens’ borgmester Søren Steen Andersen (V) senere bakkede op om fra samme scene.
- Hvad forhindrer jer i at gå i gang?, spurgte han sine kollegaer i salen.
- Vi behøver ikke vente på, at nogen fortæller os, hvad vi skal gøre, før vi begynder at afsætte penge, indkøbe generatorer til vores plejehjem og tage de første skridt.
For Christian Orsing er det den samme essens, der går igen, og som leder til det han kalder sin måske vigtigste pointe:
- Man skal spørge sig selv: Hvem vil jeg være, når det værste sker?
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.








