
KØGE: Stig Werner Isaksen bliver ny direktør for Teknik- og Miljøforvaltningen i Køge fra oktober. Han har de seneste syv år arbejdet i Aabenraa som direktør for henholdsvis Kultur, Miljø & Erhverv samt Plan, Teknik & Miljø.
Stig Werner Isaksen er 53 år, uddannet jurist fra Københavns Universitet og har de seneste syv år arbejdet i Aabenraa Kommune som direktør for henholdsvis Kultur, Miljø & Erhverv samt Plan, Teknik & Miljø.
Fra 1995 til 2013 arbejdede Stig Werner Isaksen i Kolding Kommune, hvor han sluttede som vicedirektør og områdechef for Kultur, Plan og Fritidsområdet i By- og Udviklingsforvaltningen. Inden da var han bl.a. administrationschef for Teknisk Forvaltning. Han startede i Kolding Kommune som juridisk konsulent i Teknisk Forvaltning.
Han afløser Torben Nøhr, som fylder 67 år senere på året, og som har ønsket at stoppe som direktør efter 18 år på posten. Han har i stedet fået et ledigt job som strategikonsulent i kommunen, som han overtager, når Stig Werner Isaksen tiltræder.
Erfaring og lune
- Vi har valgt en direktør, der med sin brede erfaring, sit personlige lune og sin evne til at skabe gode netværk og relationer vil sikre, at den fantastiske udvikling, som Køge Kommune oplever, bliver videreført. På teknik- og miljøområdet skal man - ud over at sikre udviklingen - også have øje for den daglige drift af kommunen, der har betydning for såvel erhvervslivet som borgernes praktiske hverdag. Det kræver en sikker hånd, som vi nu har fundet i Stig Werner Isaksen, siger borgmester Marie Stærke.
Stig Werner Isaksen glæder sig til at være med til præge udviklingen.
- Køge Kommune er inde i en enormt spændende udvikling. Det handler både om de store prestigeprojekter som fx udviklingen af hele Køge Nord området og kommunens byer og landsbyer. Og så handler det om, hvordan vi er på forkant og planlægger vores kommune, så vi er klar til, at mange nye borgere vil flytte ind over kommunegrænsen i årene, der kommer, siger han.
Stig Werner Isaksen er gift med Anette, og sammen har de fire børn.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.