
VARDE: Varde Kommune vil tilbyde 1.700 mennesker psykologhjælp, efter at en del af et større bøgetræ søndag væltede ned over tilskuerpladser og friluftsscene i forbindelse med et sommerspil.
Med ti minutter tilbage af sommerspillet ”Baronessen fra benzintanken” begyndte et stort træ tæt på friluftsscenen at knage voldsomt.
Lydene fik Teatret 7-kanten, der står bag forestillingen, til straks at iværksætte en evakuering af hundredvis af gæster, skuespillere og frivillige i kulissen, oplyser Varde Kommune. Kort efter væltede træet.
Kommunen har ifølge kommunaldirektør Henning Haahr Pedersen valgt at tilbyde de tilstedeværende psykologhjælp mandag, fordi de, der befandt sig nær træet, havde været i fare, hvis ikke de var blevet evakueret i tide.
- Det var en meget stor gren, der vejer flere tons. Det at vide, at man kunne have været i livsfare, hvis der ikke var blevet råbt op, det gør jo noget ved folk. Derfor har vi valgt at sige, at de har det her tilbud om, at de kan få kontakt til en psykolog og få bearbejdet det, der måtte være, når de er kommet sig over chokket, siger kommunaldirektøren.
Kommunens entreprenørenhed var søndag aften i fuld gang med oprydningen, der blandt andet indebærer, at det pågældende træ bliver fældet ved roden. De øvrige træer omkring scenen i Arnbjergparken vil desuden blive undersøgt.
ak/Ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.