I Svendborg er det en lokalplan med et nyt havnebyggeri, som har fået de sydfynske borgere til at gå i aktion. Med læserbreve, kampagner på nettet og andre forsøg på at påvirke politikerne til at bevare havnens særpræg, herunder de historiske pakhuse.
I København er det Palads-bygningens fremtid, der får den almindelige københavner til at blande sig. For selv om der er delte meninger om udsmykningen med pastelfarverne, så er der følelser for stedet og derfor stærke reaktioner mod kommunens tilsagn om, at ejerne kan rive biografbygningen ned og skabe plads til et nyt byggeprojekt.
- Ofte ser vi, at hvis en kommune melder noget ud om, at man vil rive en historisk bygning ned, så kommer folk virkelig op på mærkerne. Og vi oplever en stigende interesse for netop de her sager, siger Karen Margrethe Olsen, der er formand for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur.
Karen Margrethe Olsen peger især på den nu ti år gamle kommunalreform som en væsentlig årsag til den skærpede opmærksomhed i lokalområdet.
Realdania lavede i 2015 en undersøgelse, der viser, at der ikke kun er kulturhistoriske begrundelser for at bevare gamle bygninger og områder, men også økonomiske gevinster.
Højere salgspriser
Af undersøgelsen 'Vores fælles skatkammer' fremgår det blandt andet, at bevaringsværdige huse har højere salgspriser, og at områdets øvrige boligpriser også stiger, jo flere bevaringsværdige huse der er. Samtidig modtager byer, der har flere bevaringsværdige bygninger, hvert år flere overnattende turister, og bygningsarven er også på den måde en god forretning, hvad man blandt andet kan se i en by som Ribe.
Men det koster selvfølgelig også at bevare de historiske bygninger og miljøer. Og blandt andet derfor har KL reageret skarpt på, at regeringen nu har vedtaget en ny lov, der skærer i midlerne til byfornyelse.
Som følge af den nye lov fjerner regeringen 98 mio. kr. i 2018 og 77 millioner i 2019 på den statslige støtte til byfornyelse. Pengene skal i stedet finansiere en ny jobpræmieordning for ledige.
- Vi tog meget kraftigt afstand fra det her lovforslag, da det var i høring. Det handler altså om vores kulturhistorie, og nedskæringen rammer også ind i hele udkantsproblematikken, siger Jørn Pedersen (V), formand for KL’s teknik- og miljøudvalg og selv borgmester i Kolding, til Kristeligt Dagblad.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.