
Borgmester vil drøfte kritisk advokatundersøgelse med byråd
Borgmesteren i Randers Kommune, Torben Hansen (S), skal sammen med kommunens byråd drøfte, hvilke konsekvenser der skal følge i kølvandet på en uvildig advokatundersøgelse, der blev præsenteret mandag i Randers.
Her konkluderes det blandt andet, at kommunens tilsyn med jordrensningsvirksomheden Nordic Waste op til et stort jordskred 19. december 2023 er kritisable og utilstrækkelige.
- Jeg er rigtig glad for, at undersøgelsen er blevet lavet. Nu vil jeg sammen med byrådet drøfte, hvad vi gør herfra, siger Torben Hansen efter pressemødet mandag.
Borgmesteren kan ikke sige noget nærmere om, hvilke konsekvenser, han vurderer, der skal drages.
- Det er alt for tidligt at sige noget om, hvilke konsekvenser vi skal drage. Nu skal vi lige have den læst. Vi har fået 666 sider, og jeg vil tage en snak med byrådet om, hvad der skal ske.
Han kan ikke afvise, at undersøgelsen kan få konsekvenser for ansatte i Randers Kommune.
- Jeg kan ikke afvise noget, for jeg skal have en snak med byrådet først, siger Torben Hansen.
Den uvildige advokatundersøgelse er bestilt af byrådet i Randers i februar 2024. Det er hverken en endelig afgørelse eller dom.
Advokaterne fra Elmann forholder sig ikke til Nordic Wastes eller søstervirksomheden DSH Recyclings ansvar i sagen. De tager heller ikke stilling til enkeltpersoners handlinger.
/ritzau/










