Foto ©Belinda Jiao/Reuters
FILE PHOTO: Telegraph Media Group sale
Foto ©Belinda Jiao/Reuters

Storbritannien vil forbyde fremmede stater at eje aviser

13. MAR 2024 18.10
En investeringsfond med emiratarabisk støtte har budt på kendt britisk avis og dermed skabt stor debat.

Den britiske regering er på vej med lovgivning, der skal forhindre fremmede stater i at eje britiske aviser og magasiner.

Det siger Stephen Parkinson, der er medlem af Overhuset, onsdag til det britiske parlamentskammer.

- Vi vil ændre loven om mediefusioner, så den udelukker fusioner af aviser og magasiner, der involverer udenlandske staters ejerskab, påvirkning eller kontrol, siger Parkinson.

Bliver loven til virkelighed, kan den true investeringsfonden Redbird IMI's bud på avisen The Telegraph.

Redbird IMI er nemlig støttet af De Forenede Arabiske Emirater.

Imens er Storbritannien som led i en anden proces i gang med at vurdere, om der skal gives grønt lys til Redbird IMI's bud på The Telegraph.

Kampen om en af de mest kendte britiske aviser har ført til en debat om mediernes uafhængighed og udenlandske investorers indflydelse på pressefriheden i Storbritannien.

The Telegraph er et traditionsrigt, konservativt britisk dagblad, som blev grundlagt i 1855 i London.

Den er af nogle blevet kaldt "The Torygraph" på grund af sin langvarige støtte til de konservative, der også går under navnet The Tories.

De to tidligere formænd for Det Konservative Parti i Storbritannien - William Hague og Iain Duncan Smith - har kritiseret købsbuddet på The Telegraph, skriver Sky News.

De mener, at det ikke vil være passende, at en udenlandsk stat får så stor indflydelse på britiske medier.

Det nye forbud ventes at blive sat til afstemning i Overhuset i løbet af de næste uger.

Herefter skal det også stemmes igennem i Underhuset for at kunne træde i kraft.

/ritzau/Reuters

Fra forsiden:

GDPR
Storbritannien vil forbyde fremmede stater at eje aviser