
Godt nyt for biogasanlæg: Arla åbner nu for, at dens landmænd kan bruge danskernes behandlede madaffald som gødning på markerne. Det sker på baggrund af et projekt, som Miljøstyrelsen har udarbejdet i samarbejdet med Arla og Mejeriforeningen.
Arlas 2800 danske bønder dyrker omkring 10 pct. af Danmarks samlede areal. De har hidtil ikke måtte bruge madaffald fra husholdningerne som gødning, fordi man frygtede for indholdet af bl.andt andet tungmetaller, men det kan de nu, fortæller Arlas miljø- og klimachef Jan D. Johannesen.
- Vi har længe gerne ville skabe kredsløbet fra forbrugerne til malkekøerne og tilbage igen, men gødningen, der giver næring til køernes foder, skal vi være helt trygge ved. Den nye rapport fra Miljøstyrelsen, der dokumenterer kvalitet og sporbarhed i gødningen fra madaffald, giver os denne tryghed, siger han.
Miljøstyrelsen har i samarbejde med Mejeriforeningen og Arla gennemført projektet 'Kildesorteret organisk dagrenovation (KOD) til biogasfællesanlæg' med henblik på at undersøge, om det var muligt at anvende KOD i biogasfællesanlæg, hvor den afgassede biomasse, såkaldt pulp, blev anvendt til marker, hvor der blev dyrket foder til malkekvæg.
Også Bornholms Regionskommune, Esbjerg Kommune, Ribe Biogas, Komtek og Aalborg Universitet har været involveret i projektet. Her undersøgte man, om den afgassede biomasse indeholdt tungmetaller, plast, gummi, papir, PCB m.v.
Resultatet af undersøgelsen betyder, at biogasfællesanlæg nu må anvende KOD som en affaldstype, og at landmændene kan bruge det behandlede madaffald som gødning på markerne.
Ifølge Ingeniøren er der stor glæde hos brancheforeningen 'Foreningen Biogasbranchen' over nyheden.
'Det giver os adgang til et potentiale på 3-400.000 ton organisk kildesorteret madaffald med stort energiindhold, hvilket er guf for biogasproduktionen. Samtidig kan vi få næringsstofferne ført tilbage til jorden igen, hvilket blandt andet omfatter fosfor,' siger sekretariatsleder Bruno Sander til mediet.
Læs hele rapporten her.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.