dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi

Beredskabschefer advarer nu mod større enheder

Om to år skal et større antal brandstationer nedlægges, og beredskabscheferne opfordrer nu KL til at holde fast i kvalitet og motivation
11. JAN 2013 9.20

Vi har modtaget følgende fra Det Offentlige Beredskabs Landsforbund (DOBL):

Et centralt punkt i fagligheden for en brandmand er at nå hurtigt frem. Hvert sekund tæller. I visse større byer må der højst gå ét minut fra alarmen lyder, til den første brandbil kører fra stationen. I de fleste byer må der højst gå fem minutter.

Den kerne i fagligheden ser de fleste brandmænd nu truet af en aftale om omfattende besparelser og omstruktureringer for redningsberedskabet i Danmark. I aftalen, som træder i kraft om to år, er der lagt op til besparelser på over 22 procent og lukning af brandstationer.

Aftalen, som er indgået mellem regeringen og en række forligspartier, bygger på en analyse fra konsulentfirmaet Deloitte. Analysen peger på fire forskellige modeller, som alle opererer med færre brandstationer end i dag. Et udvalg skal nu finde frem til den endelige model.

Men uanset hvilken model det ender med, vil det betyde en forringelse af serviceniveau og sikkerhed for borgerne. Det mener formand for Det Offentlige Beredskabs Landsforbund (DOBL), Michael Petersen, der kalder de foreslåede besparelser på over 22 pct.  både useriøse og urealistiske:

- I analysen påstår man fx, at det er muligt at nedlægge brandstationer, uden at det påvirker responstiden. Men det siger da sig selv, at de borgere, som bor tæt ved en brandstation, vil komme til at vente længere på hjælp, hvis den lukkes, siger Michael Petersen.

Glem ikke personalet
Aftalen har spredt en stor usikkerhed blandt brandfolk i Danmark, påpeger han. De er usikre på, hvordan de skal kunne udøve deres hverv fagligt forsvarligt i fremtiden. At analysen er udarbejdet af et rådgivningsfirma uden beredskabsfaglig indsigt, har ifølge Michael Petersen heller ikke gjort tilliden blandt brandfolkene større. Derudover skal de leve og arbejde i en stor uvished om, hvorvidt deres arbejdsplads overhovedet eksisterer om to år.

Derfor opfordrer Michael Petersen nu den kommunale arbejdsgiver KL til at gå sammen med beredskabschefernes organisationer (DOBL, Teknisk Landsforbund og IDA, Ingeniørforeningen i Danmark) om at sikre, at fagligheden og sikkerheden får en vigtig rolle at spille i arbejdet med at udforme den endelige struktur.

Helt konkret opfordrer organisationerne nu i forbindelse med overenskomstforhandlingerne KL til at gå ind i en projektgruppe, som skal følge udvalgsarbejdet tæt.

Svært at skaffe deltidsbrandmænd
Et af de forslag, som fagforeningerne finder det vigtigt at få diskuteret grundigt, er tankerne om, at beredskabet i højere grad skal bemandes med deltidsbrandmænd:

- Allerede i dag er det et stort problem at skaffe deltidsbrandmænd. De skal i sagens natur bo tæt på brandstationen og dertil have en arbejdsgiver, som er villig til at give dem fri med få sekunders varsel. Dét problem bliver næppe mindre fremover, siger Michael Petersen.

Han advarer også mod de større enheder, som analysen foreslår.
- Man kan sagtens samarbejde på tværs af kommunegrænser, men i en katastrofesituation er det afgørende, at man kender de andre lokale instanser og har hele kommunen at trække på. Jeg har selv stået med en drikkevandforurening på Vestlolland, og i den situation betød det meget, at jeg vidste, hvem jeg skulle gå til. Jeg tvivler på, at et statsligt beredskab med en leder uden lokalkendskab ville fungere lige så gnidningsløst.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/beredskabschefer-advarer-nu-mod-stoerre-enheder

GDPR