
Forladt landbrugsjord bliver i Europa omdannet til slette og skov, men Danmark har skabt færre naturområder end noget andet EU land. Det skriver Information fredag.
Selv det tætbefolkede Holland har større forholdsvis naturområder end Danmark, påpeger Rasmus Ejrnæs, seniorforsker ved Institut for Bioscience, Aarhus Universitet.
- I Danmark er vi både ringere og mere provinsielle i tilgangen til natur end i andre europæiske lande, siger seniorforskeren til Information.
- Det er jo påfaldende, at det er lykkedes Holland, der er endnu tættere befolket end Danmark, at udpege større områder til naturformål end os. De har set perspektivet i det store og vilde, mens vi har været sindssygt dårlige til at give naturen plads, siger han.
Den seneste opgørelse fra Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) viser, at siden Naturbeskyttelsesloven trådte i kraft i 1992, er der kommet en pct. mindre vild natur.
Under det halve af EU-gennemnittet
Otte pct. af Danmarks areal er udlagt til beskyttede naturområder under EU's såkaldte Natura 2000-barometer. Det er mindre end nogen anden europæisk stat. Holland har udlagt næsten 13 pct., mens EU-gennemsnittet er 18 pct.
Andre naturområder er beskyttet af dansk lovgivning, så i alt 13,5 pct. af det danske land vurderes at være naturområder.
Men da også andre lande beskytter naturområder med national lovgivning, vurderes Natura 2000-barometer at være et godt sammenligningsgrundlag.
Faktisk er Danmark tæt på at være det mest opdyrkede land i verden. 57 pct. er landbrugsjord ifølge Verdensbanken. Det tal overgår kun Bangladesh.
Miljøminister Eva Kjer Hansen (V) afviser dog at gøre mere landbrugsjord til naturområder
- Jeg er ikke overrasket over andelen af naturområder, for Danmark er et tæt befolket land med en stor udnyttelse af arealet til landbrug, siger hun og påpeger, at Danmark ligger højere i statistikkerne, når det gælder beskyttelse af havområder.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.