

Mens Dansk Affaldsforening kalder regeringens udspil om liberalisering af det genanvendelige affald for ‘en katastrofe’, melder Dansk Industri sig ‘super tilfredse’.
DI har i lang tid plæderet for et opgør med det kommunale monopol på affaldshåndteringen, og det er der i høj grad lagt op til i Venstres ‘Forsyning for fremtiden’.
Strategien peger blandt andet på, at kommunernes rolle på markedet for genanvendeligt husholdningsaffald skal begrænses, så borgerne fremover kan benytte andre ordninger end de kommunale. Derudover skal kommunerne anvende private løsninger til håndtering – sortering mv. – af kommunalt indsamlet affald. To tiltag, som er afgørende for at sikre solid økonomi og miljøhensyn på området, forklarer Karin Klitgaard, miljøpolitisk chef hos DI:
- Kommunerne er optagede af, hvor mange forskellige fraktioner, affaldet kan sorteres i. De har nogle ambitioner og mål, de gerne vil nå, men har ikke fokus på kvaliteten som sådan. I værste tilfælde betyder det, at de sorterer affaldet i 30 bunker, men kun kan afsætte to af dem, og i virkeligheden kunne tre af dem være slået sammen. En privat virksomhed – derimod – skal afsætte de sorterede bunker til en anden privat virksomhed, der skal bruge det som råvareinput. Og det kan kun ske, hvis affaldet har kvaliteten til at blive genanvendt, siger Karen Klitgaard til dk-teknik.
Store strømme
En konkurrenceudsættelse, som Venstre har på tegnebrættet, vil skabe et bedre forretningsgrundlag for de private virksomheder, der håndterer affald, simpelthen fordi de vil få adgang til større mængder skrald.
- Vi møder i dag en affaldshåndtering, som er delt op i parallelle systemer; kommunerne sidder på husholdningsaffaldet og det forbrændingsegnede erhvervsaffald, mens de private virksomheder kun kan byde ind på det kildesorterede erhvervsaffald. Det betyder, at det er svært at få skabt så store affaldsstrømme, at der er god økonomi i fx genanvendelse, siger hun til dk-teknik.
Forkert præmis
Dansk Affaldsforening, der er interesseorganisation for de kommunale affaldsenheder, frygter, at liberaliseringen i yderste konsekvens vil betyde, at ti skraldebiler kommer til at drøne ned af den samme villavej i stedet for én – samtidig med, at kommunerne skal opretholde et beredskab for samtlige ti vogne, hvis det frie marked ikke vil løse opgaven.
Men det scenarie tror Karin Klitgaard ikke på:
- Jeg mener ikke, at præmissen er rigtig. Det er svært at forestille sig, at der er økonomi i det for mange enkeltvirksomheder at køre ud og hente én spand hos den enkelte borger. Vi vil i stedet se store grundejerforeninger, hvor man ikke tilfredse med, at kommunen kommer tre gange ugen og henter forskellige spande, men hvor man fx vil have én leverandør, som henter det hele én gang om ugen.
Ulovlig Matas-retur
Karin Klitgaard peger på, at liberaliseringen af affaldsområdet i ligeså høj grad handler om at gøre nogle allerede eksisterende genbrugsmønstre lovlige:
- I dag er det ulovligt, når du leverer din Matas-flaske tilbage til Matas, når den er tom, fordi du som borger har pligt til at aflevere dit affald til din kommune. Så det her udspil handler i ligeså høj grad om at lovliggøre nogle forretningsmodeller, som allerede findes i samfundet, som det handler om, at folk skal kunne bestille egen affaldsafhentning, siger hun.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.