
Den 27. oktober træder nye regler i kraft, der betyder, at mindre drikkevandsboringer ikke skal kontrolleres af myndighederne. I stedet kan borgere selv teste. Men det kommer de højst sandsynligt ikke til, siger flere eksperter til fagbladet Ingeniøren.
Ifølge Ingeniøren betyder en ny drikkevandsbekendtgørelse, at boringer, der giver mindre end 10.000 liter vand i døgnet, er fritaget for kontrol.
- Man prisgiver de her mennesker. I realiteten betyder det, at en meget stor part af personer ikke længere behøver at analysere deres drikkevand, siger Walter Brüsch, geolog ved Danmarks Naturfredningsforening, til Ingeniøren, og fortsætter:
- Og kommunens eneste ansvar er, at den hvert femte år skal lave en vejledning i, at borgerne med fordel kan foretage en sådan analyse.
De mindre anlæg har flest udfordringer
Omkring 400.000 mennesker får vand fra sådanne mindre boringer, og tidligere kontroller har vist, at det ofte er i de mindre anlæg, der er problemer med kvaliteten af drikkevandet.
Samtidig er det ikke synderligt attraktivt for ejerne af de små boringer at teste kvaliteten af deres vand selv.
Hvis der bliver testet og fundet for højt indhold af skadelige stoffer, kan det nemlig ende med et myndighedskrav om at tilslutte sig den kommunale vandforsyning for egen regning.
Professor emeritus ved DTU Miljø Erik Arvin siger til Ingeniøren:
- Det her drejer sig ikke udelukkende om de personer, som ejer de små vandværker. De får også personer på besøg, som potentielt kan lide skade af kontamineret vand. I sidste ende kan vi risikere at skade den tillid til drikkevandet, som indtil nu har hersket i Danmark.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.