
SKANDERBORG: Et klart flertal bestående af S, SF, DF, R og EL stemte i januar for forslaget om at sende en ny spildevandsplan i offentlig høring. Det eneste parti, der stemte imod var Venstre.
På det forrige møde før jul havde formand for miljø- og planudvalget, Claus Leick (SF), bedt administrationen vurdere, om Venstres Peder Porse var inhabil i behandlingen af sagen, fordi han har været aktiv og bistået en grundejer i Nr. Vissing med en række henvendelser og fungeret som bisidder på møder med ledere hos kommunen. Administrationen konkluderede, at Peder Porse ikke var inhabil med den begrundelse, at spildevandsplanen er en generel plan, der ikke drejer sig om konkrete sager.
Debatten om inhabilitet eller ej bølgede frem og tilbage med beskyldninger i luften begge veje, og spildevandsplanen blev udskudt og vedtaget i januar.
Resterer 200 ejendomme
Det handler om krav om kloakering i kommunen. Der er cirka 2.600 ejendomme i det åbne land i Skanderborg Kommune, og cirka 2.400 af dem har et spildevandsanlæg, der enten opfylder rensekravet eller skal spildevandskloakeres.
Langt de fleste har tilsluttet sig frivilligt, men der resterer cirka 200 ejendomme, og det er nogle af disse lodsejere, som Venstre mener rammes unødig hårdt ved at skulle tvangstilsluttes det offentlige kloaknet.
Peder Porse pointerer, at denne tilslutningspligt er vedtaget, uden at det er blevet vurderet, om de har et reelt behov, og om det forurener vandløb eller ej.
Rent skrivebordsarbejde
- Jeg forventer, at de lodsejerne, der er omfattet af dette, vil gøre indsigelser mod planerne. Det her er en plan, der ikke er baseret på konkrete forhold, men rent skrivebordsarbejde. Man har ikke været ude for at høre lodsejerne, det burde man gøre i sådanne sager. Det er vigtigt at være i dialog med lodsejerne, fordi de er bekymrede for dette her, siger Peder Porse til dknyt.
Han understreger, at Venstres klare holdning er, at man selvfølgelig skal håndtere spildevandet ordentligt og fornuftigt, men at man bør sætte ind, hvor det har en effekt, og ikke ud fra nogle papirer og teoretiske planer.
- Det synes som om, at hvis kommunens spildevandsledning går lige forbi – så skal man tilslutte sig - uanset om lodsejerne er specielt belastende eller ej med deres spildevand. Nogle har et fint og godt spildevandsanlæg, som er lavet efter de anbefalinger, Skanderborg Forsyning kommer med, siger Peder Porse og fortsætter:
- Hvorfor så tvinge dem til noget, som ingen effekt har – vel vidende at det kan koste ganske store investeringer, fordi de skal betale for ledningen og tilslutningen på deres egen grund.
Byrådet bør lytte
Peder Porse pointerer, at det her intet har med rent drikkevand at gøre.
- Det er rent sludder, som aviserne og nogle i udvalget har sagt. Der er absolut ingen beviser for, at det forurener drikkevandet. Formålet er til gengæld at sikre åer, søer og vandløb mod forurenet spildevand.
Han regner med, at der er væsentlige indsigelser, og han forventer så også, at byrådet lytter til dem. Han fremhæver også, at et af argumenterne fra flertallets side er, at man i tidligere spildevandsplaner har forlangt, at borgerne da skulle tilslutte sig.
- Det er da ikke noget argument, at man så skal blive ved med at fejle med disse krav. I stedet burde man tage ud for at se på de faktiske forhold og snakke med folk. Man opnår mere gennem dialog end med skrivebordsafgørelser, fastslår Peder Porse.
Udvalgsformand Claus Leick bakker op om flertallets beslutning om at sende spildevandsplanen i høring, og som værende godt for miljøet. Han pointerer, at kommunen ikke farer ud med bål og brand for at få lodsejerne til at tilslutte sig:
- Det er ikke sådan, at vi stiller urimelige krav eller farer ud med politianmeldelser og lignende. Vi løser det i dialog, siger han til Århus Stiftstidende - og henviser til, at planen også indeholder mulighed for en afdragsordning.
Forslaget er nu i offentlig høring i otte uger.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.