
252 lokale naturplaner og en ny generation af vandområdeplaner blev præsenteret i dag af Miljøministeriet. Planer, der bl.a. vil fortsætte indsatsen for at rense spildevand i landområder, så der stort set ikke længere bliver udledt urenset spildevand til de vigtigste vandløb, lyder det fra ministeriet.
I de nye vandområdeplaner skal der også reduceres i kvælstoftilførslen til vandmiljøet - i alt ca. 1.600 tons ud af et samlet behov på ca. 7.800 tons frem mod 2021. Dette vil primært ske ved etablering af vådområder med en effekt på mere end 1.100 tons kvælstof. Derudover vil der være effekt af bedre spildevandsrensning, udtagning af landbrugsjord og forbud mod gødskning i særligt beskyttede naturområder. De nyeste beregninger viser, at man nu kan se enden på kvælstof-problemerne i flere dele af landet.
Udsætter resten af kvælstof-indsatsen
De nye vandområdeplaner begrænser kvælstoftilførslen til vandmiljøet, men efterlader også en 'manko', der skal tages stilling til. Det vil regeringen gøre i 2015 i de endelige planer, når der er udviklet et fagligt grundlag for en ny målrettet miljøregulering af landbruget.
- 25 års indsats for at reducere kvælstofbelastningen af vandmiljøet har båret frugt. Med indsatserne i de nuværende vandplaner forventer vi i 2021 at have adskillige kystområder i så god tilstand, at vi ikke behøver at reducere yderligere. Det gælder for eksempel den nordjyske del af Kattegat, Roskilde Fjord og kystvandene omkring Bornholm, siger miljøminister Kirsten Brosbøl (S).
Finansieringen af planerne fordeles med ca. to mia. kroner til lokale naturplaner, og ca. 4,6 mia. kroner til vandområdeplanerne, heraf er 1,8 mia. kroner til spildevandsindsatsen, primært betalt over vandtaksten. Både dele af de lokale naturplaner og dele af vandområdeplanerne forudsættes endvidere finansieret af EU's landdistriktsprogram.
Både vandområdeplanerne og de lokale naturplaner, som skal gælde frem til 2021, vil blive sendt i offentlig høring inden jul.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.