dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi
Borgmester Birgit S. Hansen (S). (Foto: Lasse Kofod, Polfoto)

Energistyrelsen kørte sololøb i skifergassag

Frederikshavn Kommune mødte undren - både hos Total og i Energistyrelsen - over ønsket om en VVM-redegørelse, siger borgmester Birgit Hansen (S)
21. MAJ 2015 15.18

FREDERIKSHAVN: Energistyrelsen havde ikke tænkt sig at inddrage andre miljømyndigheder, når der skulle gives grønt lys til at starte prøveboringen efter skifergas i Dybvad, afslører TV2 Nord.

Energistyrelsen lavede i 2010 den aftale, der i dag betyder, at Total kan bore efter skifergas i Vendsyssel. Det franske firma regnede da også med, at den danske stat havde styr på reglerne. Det skriver TV2 Nord.

- Det var vores forståelse fra begyndelsen, at det her primært var et spørgsmål om at opnå de nødvendige tilladelser i forbindelse med miljøbeskyttelse og så videre gennem Energistyrelsen, siger Henrik Nicolaisen, der er projektkoordinator hos Total, til TV2 Nord.

Men byrådet i Frederikshavn med borgmester Birgit Hansen i spidsen krævede, at der skulle laves en undersøgelse af miljøpåvirkningerne - en såkaldt VVM-redegørelse - fordi især grundvandet kan blive påvirket af en skifergasboring.

- Det mødte vi jo noget undren over både fra Total, men også fra Energistyrelsen, hvor der var en ingeniør, der kontaktede mig. Der var også folketingsmedlemmer, der udtrykte undren over, at det her, det kræver jo ikke en VVM-redegørelse, fortæller Birgit Hansen (S) til TV2 Nord.

Birgit Hansens forklaring undrer den nuværende Klima- og Energiminister Rasmus Helveg Petersen (R).

Det er ikke korrekt, at Energistyrelsen har meddelt Frederikshavn Kommune, at en VVM var unødvendig eller hvad?

- Det kan jeg ikke forestille mig. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at det er Frederikshavn Kommune, der er planmyndighed på det her, siger Rasmus Helveg Petersen.

Men intet tyder på, at Energistyrelsen selv var klar over, at en VVM-redegørelse kunne blive nødvendig. Det har det nemlig aldrig været tidligere, når Energistyrelsen har givet tilladelser til at bore efter gas ude i Nordsøen.

Det er korrekt, at der ikke tidligere har været krav om VVM-redegørelser forud for boringer i Nordsøen?

- Ja, det er rigtigt. Ude i Nordsøen er der ikke stillet krav om undersøgelser ved efterforskningsboringer og heller ikke ved fraktureringer, siger Rasmus Helveg Petersen.

Ifølge Greenpeace viser sagen, at Energistyrelsen er vant til at bestemme selv.

- Det tyder på, at de måske ikke har forstået deres rolle i den her sag. De tror, de kan gøre det alene, siger Tarjei Haaland, der er klima- og energimedarbejder i Greenpeace Danmark.

Skifergasboringen i Dybvad er blevet forsinket adskillige gange på grund af krav fra skiftende miljømyndigheder. Det er kommet bag på Total, der regnede med at Energistyrelsen havde det afgørende ord.

- Det havde vi en klar forventning om, og det er jeg også ret sikker på, at Energistyrelsen havde, siger Henrik Nicolaisen fra Total.

Problemet er bare, at VVM-undersøgelser slet ikke var nævnt i aftalen fra 2010.

Er det korrekt, at VVM-undersøgelser ikke er specifik omtalt i aftalen mellem Total og staten?

- Ja, det er korrekt, siger Klima- og Energiministeren.

Energistyrelsen vil ikke udtale sig om sagen til TV2 Nord. For energiselskabet Total har udsættelserne betydet en stor ekstraregning:

- Omkring 40 mio. kr. har det i hvert fald kostet med den forsinkelse, vi har haft, siger Henrik Nicolaisen, projektkoordinator for Total, til TV2 Nord.

Sov i timen
For Frederikshavn Kommune har statens skifergaseventyr i Dybvad kostet en masse overarbejde på at lave en miljøgodkendelse på den første boring - selvom byrådet mener, at den opgave burde ligge i Folketingets hænder.

- Det her handler om hele Danmark. Næste gang er det Hjørring, det er Aalborg, det er nordsjællandske kommuner. Den tilladelse, der er givet, omhandler også dem, siger Birgit Hansen.

Ifølge Greenpeace snorksov Folketinget, da de gav tilladelse til at bore efter skifergas i Vendsyssel - og de blunder endnu.

- Det er jo noget rod, og man kan også godt forstå, at Frederikshavn Kommune er blevet mere og mere sur over den rolle, de har fået. De er jo blevet sat til at skulle tage hele slagsmålet, hvor regeringen har ligesom lurepasset, siger Tarjei Haaland, klima- og energimedarbejder, Greenpeace.

Nul og en dyt
- Jeg står med en fornemmelse af, at der er nogen, der har sovet i timen og ikke rigtig har husket, at man gav denne koncession i 2010, og nu er det altså nu - og hvad er der sket i den mellemliggende periode? Nul og en dyt, siger Birgit Hansen.

Alle parter i sagen opfordrer regeringen til at tage ansvar. Men selvom Energiministeren erkender, at der er begået fejl, vil han ikke annullere aftalen med Total, fordi man skal kunne regne med den danske stats troværdighed. Ifølge Total er skaden allerede sket.

- Der har været et politisk system, som ikke har været gearet til at træffe de nødvendige beslutninger til at lave sådan en efterforskningsboring, og det er jo overraskende i sig selv, siger Henrik Nicolaisen.

 

ka

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/energistyrelsen-koerte-sololoeb-i-skifergassag

GDPR