
FAVRSKOV/RANDERS: En undersøgelse bestilt af Randers Kommune af, om kommunen har overholdt reglerne om godkendelse og tilsyn i sagen om Nordic Waste, har udviklet sig på en måde, som nu får nabokommunen Favrskov til at protestere.
Undersøgelsen er endnu ikke offentliggjort, og byrådet i Randers bliver på sit møde på tirsdag bedt om at godkende, at det først sker sidst i august.
Advokatfirmaet Elmann, som laver undersøgelsen, konstaterer, at høringsprocessen har udviklet sig i en sådan grad, at der er brug for en længere høringsfrist, så berørte aktører kan varetage deres interesser på rimelig vis.
"Det er i den afsluttende proces blevet tydeligt, at resultatet af undersøgelsen kan få stor betydning for de involverede aktører i øvrige verserende sager, og dermed i sidste ende også for Randers Kommune," står der i dagsordenen. Det afspejles i, at flere af de involverede aktører har bedt om længere tid til at afgive svar.
Ikke åbenhed og ordentlighed
En lille del af Nordic Waste lå ind i Favrskov Kommune, og Favrskov er derfor - sammen med bl.a. Miljøstyrelsen, Region Midtjylland og virksomheden - blandt de aktører, som er blevet hørt. Men det er ikke Favrskov, der har bedt om udsættelse, fastslår borgmester Lars Storgaard (K).
- Tværtimod har vi svaret hurtigt, når vi er blevet spurgt. I det hele taget synes jeg, at Randers-undersøgelsen af Nordic Waste-sagen har udviklet sig på en måde, som ikke bygger på åbenhed og ordentlighed. Derfor betragter jeg heller ikke længere undersøgelsen som uvildig, siger han i en pressemeddelelse.
Set fra Favrskov har undersøgelsen i Randers skiftet karakter fra at handle om kommunens egen rolle til også at vurdere Favrskovs, regionens og Miljøstyrelsens ageren og myndighedsansvar.
- Jeg må ærligt sige, at det overrasker mig meget, at den undersøgende advokat nu pludselig skal undersøge forhold i Favrskov Kommune – uden, at vi er blevet varslet herom af Randers Kommune. Det er ikke ordentligt. Undersøgelsens resultater kan derfor ikke bruges, som det formodentlig var hensigten, siger 2. viceborgmester Isabell Friis Madsen (S).
1. viceborgmester Birgit Liin (løsgænger) supplerer:
- Jeg hæfter mig ved, at vi er gået positivt ind i processen og har besvaret de spørgsmål, vi har fået stillet af den undersøgende advokat. Det har vi gjort på baggrund af det oprindelige kommissorium – og under forudsætning af, at den endelige rapport selvfølgelig skal leve op til grundlæggende krav om saglighed, faglighed og ordentlighed. Som situationen ser ud lige nu, så tvivler jeg meget på, at det bliver resultatet.
Vent og se
Det er borgerrådgiver Randers Jesper Cortes, som står for undersøgelsen. Han vil ikke fortælle, hvem det er, der har bedt om udsættelse.
- Det bliver tydeligt, når vi fremlægger rapporten, hvem der har anmodet om hvad, og hvorfor vi ender med den her konklusion. Der er mange parter i sagen, og vi vidste godt, det ville blive kompliceret, siger han til DK Nyt.
Han afviser kritikken af, at undersøgelsen også ser på forhold uden for Randers Kommune.
- Jeg er blevet bedt om at lave en tilbundsgående undersøgelse. Kan jeg så nøjes med alene at kigge på, hvordan forvaltningen har håndteret det, eller er det også rimeligt at se på, hvilke andre myndigheder der er ind over? Hvis vi kun ser på vores egen rolle, bliver det ikke tilbundsgående, siger han.
Tidligere har Miljøstyrelsen også lavet en advokatundersøgelse af sagen. Den nåede frem til, at Randers Kommune har begået fejl og forsømmelser i sin sagsbehandling af Nordic Waste, men at jordskreddet ikke skyldtes forsømmelser hos kommunen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.