
SLAGELSE: Firmaet RGS Nordic, som er specialister i behandling af forurenet jord og industrispildevand, må vente lidt endnu på at få fornyet sin miljøgodkendelse fra 2008.
Klima- og miljøudvalget i Slagelse har nemlig valgt at udskyde behandlingen af firmaets reviderede godkendelse, indtil Miljøstyrelsen har svaret på, hvordan sagen skal håndteres.
Problemet er, at udledningen fra RGS Nordic indeholder små mængder af fluorstofferne PFOS, og koncentrationen af PFOS i havvandet er allerede så højt, at det overskrider miljøkvalitetskravet.
Kravet er på højest 0,13 ng/liter, men der er målt 0,4 ng/liter i den vestlige Østersø og 0,3 ng/liter i Agersø Sund, som RGS Nordic leder ud til.
Så selv om forvaltningen ikke vurderer, at RGS Nordic er til væsentlig miljømæssig gene for havmiljøet, vil tilladelse til selv den mindste udledning ikke kunne ske, uden at miljøkvalitetskravet er overskredet.
"Det vil være problematisk, ud fra konkurrenceforvridende forhold og ligebehandling, at nægte en virksomhed tilladelse til udledning af PFAS med henvisning til, at miljøkvalitetskravet allerede er overskredet i de danske indre farvande, da PFOS-forureningen hovedsagelig kommer fra landene omkring Østersøen," lyder det i forvaltningens indstilling til mødet.
Derfor valgte udvalget at bede om, at kommunen indhenter en udtalelse fra Miljøstyrelsen, der konkret forholder sig til kommunens målinger. Først når den er modtaget, er udvalget klar til at sende miljøgodkendelsen i høring.
Målinger i juli
Miljøstyrelsen bebudede i øvrigt i juni, at man i løbet af juli ville foretage målinger for PFAS i havvand på 50 lokaliteter langs de danske kyster. Undersøgelsen blev sat i gang, efter at der ved Thyborøn i Lemvig Kommune blev konstateret indhold af PFAS i havvandet, som overskred miljøkvalitetskravet. PFAS er en gruppe af fluorstoffer, heriblandt PFOS.
Målet med undersøgelsen er at afdække, om forekomsten af PFAS er en lokal udfordring, eller der er tale om mere udbredt forurening i kystvandet. Resultaterne af undersøgelsen ventes at foreligge i løbet af august.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.