
RUDERSDAL: Kommunalbestyrelsen i Rudersdal Kommune har godkendt at sætte første etape af renoveringen i gang af kommunens fredede rådhus fra 1942. I første omgang skal rådssalen, udvalgsværelserne, forhallen, toiletterne og kælderen blandt andet have en overhaling.
- Der er mange grunde til, at det er nødvendigt at renovere vores rådhus. Væginstallationerne er de oprindelige fra 1942, og vi vil gerne sikre os, at vi har moderne el-teknik. Desuden er der sket det over årene, at man har fået lavet nogle ændringer, som i virkeligheden har ødelagt husets normale ventilation. Medarbejderne fryser om vinteren og koger om sommeren, og vi har et alt for højt energiforbrug i ejendommen, så jeg er meget glad for, at projektet nu sættes i gang, siger borgmester Jens Ive (V) til sn.dk.
Rådhuset er opført i det dengang meget nye og moderne byggemateriale beton, beklædt med Porsgrunn-marmor fra Norge. Taget er beklædt med kobberplader. Arkitekten Arne Jacobsen står bag Søllerød Rådhus, som det hed da det blev bygget, og som er fredet i højeste kategori. Det er derfor begrænset, hvad der må laves om.
Unikke blæksugere og skrivesæt
På grund af fredningen er planerne om renoveringen derfor udarbejdet i samarbejde med Kulturstyrelsen, for fredningen bestemmer helt ned i små detaljer, hvad kommunen kan og må, blandt andet helt ned til hvilken type maling, man må bruge.
Til den officielle åbning i 1942 blev der fremstillet inventar specielt til rådhuset. Arne Jacobsen tegnede selv møbler, stole, lampetter, ja, selv blæksugere og skrivesæt. Nogle af dem kan stadig ses på rådhuset. Der blev også fremstillet specielle gardiner og tæpper, alle broderet med kommunens byvåben. Desværre er disse tekstiler gået til på grund af ælde og slid.
Som den første offentlige bygning, der er bygget efter 1900, blev rådhuset fredet i 1992.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.