
FREDERIKSHAVN: Frederikshavn Kommune vil have stoppet al udvinding af grus og sand ved Åsted/Gærum, hvor der især i 1970’erne og 1980’erne blev indvundet store mængder råstof og gravet helt ned til grundvandet. Men det er regionen, der beslutter den overordnede råstofplan for hele området inklusiv Åsted/Gærum, som striden handler om.
Der har været mange møder mellem regionen og kommunen om råstofplanen, men et bredt flertal i Region Nordjyllands udvalg for infrastruktur, klima, kultur og miljø besluttede på et møde i sidste uge et kompromis, der betyder, at det store område mellem Åsted og Gærum vest for Frederikshavn ikke medtages som graveområde i den ny Råstofplan 2016. I stedet får det status som interesseområde for råstofudvinding.
Det vil med andre ord sige, at området som sådan ikke er ude af råstofplanen, men står på stand-by til eventuel senere ibrugtagning.
Argumenter for dette er, at der er omkring 4 mio. kubikmeter sand og grus i området, og argumenterne imod er, at det ligger i et sårbart område, hvor der indvindes drikkevand. Der ligger blandt andet en alvorlig indsigelse fra Frederikshavn Kommune, der vil passe på de store drikkevandsinteresser i området.
Udvalget fandt det for risikabelt at beholde Åsted/Gærum som råstofområde, men tog det altså ikke helt ud af råstofplanen med det argument, at man måske får brug for råstofferne i fremtiden.
'Find sandet i Kattegat i stedet'
Susanne Flydtkjær (EL) gik som den eneste i udvalget imod beslutningen. Hun ønsker området helt ud af råstofplanen:
'Der er drikkevandsinteresser i området, og eventuelt fremtidigt behov for råstoffer inden for de næste 24-25 år kan dækkes ved råstoffer fra Kattegat og ved genanvendelse. En udlægning som interesseområde sender et signal om, at det forventes, at området fremtidigt bliver et graveområde uden hensyn til drikkevandsinteresserne i området,' sagde Susanne Flydtkjær på mødet.
Udvalget udtaler, at 'det er af afgørende betydning, at råstofgravning ikke står i vejen for fremtidig drikkevandsforsyning til Skagen. Et flertal af indstillede derfor til Forretningsudvalget og Regionsrådet, at området ved Åsted/Gærum ændres til interesseområde, således at der i samarbejde med Frederikshavn Kommune kan foretages yderligere undersøgelser af områdets sårbarhed, der kan ske afklaring af mulige fremtidige graveområder, at Frederikshavn Kommune får afklaret sin fremtidige drikkevandsforsyning, samt at man afventer Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af den påklagede sag.'
Råstofplanen ventes vedtaget i regionsrådet i april.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.