dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi
Slotø ved Nakskov Fjord. (Foto: Morten langkilde, Polfoto)

Havet æder af kysten og truer kulturarv

Fortidsminder i fare for at blive ofre for naturens kræfter i så stort omfang, at Kulturstyrelsen nu er begyndt at sætte særligt fokus på problemstillingen

Danmark skrumper. På flere tusinde kilometer af landets kystlinje æder havet af landet, nogle steder flere meter om året. Det skriver Kristeligt Dagblad. I disse dage betyder det et endegyldigt farvel til den fredede Mårup Kirke i Nordjylland, som blev opført to kilometer inde i landet for 800 år siden, men som i dag er tæt på at vælte i vandet og derfor nu bliver taget ned, sten for sten, af Nationalmuseet.

Der er dog også mange andre eksempler på kulturarv og fortidsminder, der er i fare for at blive ofre for naturens kræfter. Det sker i så stort omfang, at Kulturstyrelsen nu er begyndt at sætte særligt fokus på problemstillingen, fortæller kontorchef Dorte Veien Christiansen.

- Udgravninger i Danmark har indtil nu handlet om at hente informationer ind, inden tingene blev ødelagt af nye bygninger. I det hele taget har bygherrer typisk været vores primære fjende i bestræbelserne på at beskytte vigtig natur- og kulturarv, men de seneste år er vi blevet opmærksomme på, at naturen er en langt mægtigere modpart. Og det begynder vi nu konkret at reagere på.

Det sker blandt andet i Helenekilde ved Tisvilde, som er et fredet fortidsminde fra 1200-tallet, der er i færd med at blive opslugt af havet. Naturstyrelsen har allerede fået renoveret kilden og foretaget kystsikring, men naturens kræfter har overhalet indsatsen, og der skal nye møder mellem styrelsen og kommunen til for at finde ud af, hvad man nu gør. Noget tilsvarende sker på Lolland, hvor halvøen kaldet Albuen, som inddæmmer Nakskov Fjord, er ved at blive oversvømmet.

Vurderer 32.000 fortidsminder

- Vi sidder lige nu og kigger på kort over de 32.000 fortidsminder rundt omkring i Danmark for at få et overblik over, hvor mange der reelt er truet af oversvømmelse, skrænter der eroderer eller andet. Så det er godt i gang med at blive et meget væsentligt arbejdsområde for os, siger Dorte Veien Christiansen.

Der skal nok blive rigeligt at tage fat på, vurderer flere geologer. For meget store dele af den jyske vestkyst fra Esbjerg til Skagen eroderer kraftigt. Det samme sker i det sydfynske øhav, på Lolland og på Sjællands nordlige kyster.

Også inde i landet, særligt ved de sydøstjyske fjorde, bliver land til vand. Og det er ikke småting, der sker, siger statsgeolog Jens Morten Hansen fra GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland.

- De fleste steder forandrer danmarkskortet sig ganske langsomt, men især langs den jyske vestkyst og i Nordsjælland er udviklingen i gang med at skabe markante problemer, siger han.

Læs hele historien på Kristeligt Dagblad

ka

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/havet-aeder-af-kysten-og-truer-kulturarv

GDPR