
HOVEDSTADEN: Tre millioner ton ulovligt deponeret jord i Lynge Grusgrav ved Allerød er overvejende ren og udgør ikke en trussel for grundvandet. Derfor har regionsrådet besluttet at lovliggøre den ulovligt deponerede jord via en dispensation.
Lovliggørelsen kommer, efter at Kammeradvokaten har vurderet, at regionen ikke kan kræve, at den ulovligt deponerede jord fjernes, da dette vil koste omkring 330 mio. kroner. Det beløb vil ikke stå i et rimeligt forhold til den meget begrænsede risiko for forurening af grundvandet, som en række undersøgelser har vist, vurderer Kammeradvokaten.
- Vi læner os op ad Kammeradvokatens anbefalinger, og lader jorden ligge. Risikoen for forurening af grundvandet er så lille, at det er fuldt forsvarligt at lovliggøre jorden på en række stramme vilkår, siger formand for Miljø- og grøn vækstudvalget i Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj (S).
Politianmeldelse
Farum Sten & Grus A/S søgte i 1997 Frederiksborg Amt om dispensation til deponering af jord i Lynge Grusgrav. Amtet gav afslag i 1998, hvilket virksomheden klagede over, men amtet fik ikke videresendt klagen til klagenævnet. I klagen oplyste virksomheden, at deponering efter deres opfattelse fortsat var lovlig frem til det tidspunkt, hvor klagen var afgjort.
I sommeren 2007 opdagede Region Hovedstaden, at klagen ikke var indsendt til klagenævnet, og fremsendte klagen. Natur- og Miljøklagenævnet afgjorde i marts 2012, at Farum Sten & Grus A/S's deponering af jord i perioden frem til klagenævnets afgørelse ikke har været lovlig.
Derfor skal Region Hovedstaden som tilsynsmyndighed lovliggøre situationen. Det sker nu via dispensationen på en række betingelser, der sikrer miljø og grundvand. Dels skal Farum Sten og Grus A/S overvåge vandkvaliteten de næste 20 år, og så skal der også plantes energipil for at mindske udvaskningen af de forurenende stoffer der er fundet i dele af området.
Samtidig med lovliggørelsen via en dispensation har regionsrådet besluttet at politianmelde Farum Sten og Grus A/S. Det sker igen på Kammeradvokatens anbefaling.
- Kammeradvokaten mener, at der har været tale om en grov overtrædelse af Jordforureningslovens forbud mod deponering af jord i råstofgrave. Samtidig står det klart, at der er sket myndighedsfejl i sagen. Derfor bør det være op til anklagemyndigheden, om der er grundlag for at rejse en tiltale, for det skylder vi alle parter, siger Lars Gaardhøj.
Region Hovedstaden og Allerød Kommune vil i april måned afholde et borgermøde for at orientere borgerne om sagen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.