
KØBENHAVN: Regningen for at sikre hovedstadsområdet mod skybrud bliver en del højere end forventet. Det viser et notat fra Center for Bydesign til teknik- og miljøudvalget i Københavns Kommune.
For at anlægge de tre store skybrudstunnelprojekter Svanemølletunnelen, Valbytunnelen og Vesterbrotunnelen skal kommunen af med minimum 2,4 mia. kr., og projekterne har kun været budgetteret til 1,6 mia. kr.
- Anlægsoverslaget i 'Klimatilpasnings- og investeringsredegørelsen for skybrudsledninger og -tunneler' er foretaget på et meget tidligt tidspunkt i projektet og er efterfølgende blevet kvalificeret med mere dybtgående analyser. Fordyrelserne skyldes, at tunneler og skakte har vist sig at skulle håndtere større vandmængder end tidligere antaget, forklarer Jan Heichelmann, sekretariatschef i Center for Bydesign.
Måske endnu 300 mio. kr. dyrere
Og det kan endda være, at det ikke en gang er nok at forhøje budgettet med 50 pct. En risikoanalyse udarbejdet af Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, Hofor, viser nemlig, at tunnellerne i værste fald kan blive endnu 300 mio. kr. dyrere. Det skriver Ingeniøren.
Ekstraudgifterne til projektet skal fordeles mellem de tre forsyningsselskaber, der står bag projekterne: Hofor, Frederiksberg Forsyning og Novafos. Ifølge notatet vil budgetskredet kræve, at taksterne i forsyningsområderne hæves med 0,4-0,5 øre/m3 vand. Det svarer til 44-55 kr. årligt for en husholdning med et vandforbrug på 110 m3/år.
Trods budgetskredet giver skybrudstunnelerne imidlertid stadig samfundsøkonomisk mening. Ifølge notatet kan de større tunneller muligvis medføre, at der kan spares penge på overfladeanlæg, fordi tunnelerne dækker et større område.
sl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.