GRIBSKOV: Åbningen af Naturnationalpark Gribskov og dermed også udsætningen af elge bliver forsinket med mindst et år. Det oplyser formanden for Naturnationalpark Gribskov, Kaare Larsen, til TV 2 Kosmopol.
- Det hele er jo lidt usikkert lige nu. Hvis alt går, som det skal, bliver alt forsinket med mindst et år, siger han.
Både Naturstyrelsen og bestyrelsen for Naturnationalpark Gribskov ønsker, at der skal udsættes elge i den kommende naturnationalpark. Efter planen skulle verdens største art i hjortefamilien græsse på plænerne i Naturnationalpark Gribskov fra foråret i 2026.
Men et enigt Klima,- Teknik,- og Miljøudvalg i Gribskov Kommune har senest stemt nej til et 2,5 meter højt hegn, der skulle indhegne de store elge og øvrig hjortevildt. Og det bremser for nu planerne.
Vilde dyr skal gå frit
Det er nemlig kommunen, der skal give landzonetilladelsen til, at der må opsættes hegn og pæle i og rundt om naturnationalparken.
- Vi ønsker ikke et stort hegn. I min optik går vilde dyr frit i naturen og ikke bag indhegning, siger Gribskov Kommunes borgmester, Bent Hansen (V).
Det sår nu tvivl om de meget omdiskuterede elge i Gribskov.
- Uden et hegn har man da en helt ny situation, erkender Kaare Larsen over for TV 2 Kosmopol.
Derfor har Naturstyrelsen valgt at klage til Planklagenævnet over kommunens beslutning. Sagen ligger nu hos Planklagenævnet, der altså skal afgøre, om der må sættes et hegn op eller ej.
"Alvorlig konsekvens"
Herfra lyder den mindst vidtgående konsekvens, at åbningen af naturnationalparken og en eventuel udsætning af elge bliver forsinket med mindst et år.
- Elgene og andre hjorte skal efter planen græsse i den kommende naturnationalpark for at bevare diversiteten i parken, så de spiller en stor rolle. Det har afgørende betydning, at hegnet kommer op, konstaterer Kaare Larsen, formand for Naturnationalpark Gribskov.
Betyder det, at der ikke udsættes elge i naturnationalparken, hvis hegnet ikke bliver bygget?
- Jeg ville opfatte det som en alvorlig konsekvens af det her, svarer Kaare Larsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.