
KOLDING: Efter et halvt års afprøvning af en helt ny teknik tror Kolding Kommune nu på, at det kan undgås at dumpe i hundredtusindvis af kubikmeter opgravet havbundsslam ved klappladsen ved Trelde Næs i Lillebælt for at kunne opføre havnebydelen Marina City, oplyser JydskeVestkysten.
Hidtil har klapningen været betragtet som en uundgåelig forudsætning for, at Marina City med sine op mod 350 boliger og en ny marina med 1.000 bådepladser overhovedet kan blive til noget - og det har givet kritik fra miljøfolk, naturorganisationer og politikere især i Fredericia.
- Nu har vi set, at teknikken virker. Den løser ikke alt og skal anvendes i kombination med andre løsninger. Så det gør vi, og vi forventer, at vi helt kan undgå klapning. Vi tror så meget på det, at vi sætter i gang nu og går benhårdt efter det, siger Kolding Kommunes planchef Jan Krarup.
Pumper og presenninger
Ideen i den nye metode er ved hjælp af et vakuum-system at suge vandet ud af det bløde og vandholdige bundmateriale, så fjordbunden synker ned til det ønskede niveau og bliver mere fast. Der er en forventning om, at metoden vil være egnet til at løse opgaven ved de specielle, meget bløde bundforhold, der er i Koldings inderfjord.
Den bløde fjordbund består af op til 80 pct. vand. Med vakuum-dræningen skal fjordbunden sænkes til den ønskede dybde, og den mudrede bund får en fastere konsistens.
Lodrette drænslanger stikkes dybt ned i den mudrede fjordbund med ca. en meters afstand. Herefter lægges en stor, kraftig presenning ud over fjordbunden, og gennem koblinger i presenningen tilsluttes en pumpe, så der skabes et undertryk. Vandet suges langsomt ud af fjordbunden under dugen, bunden synker ned og bliver liggende i sit nye niveau.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.