
I København har seks restauratører klaget over afslag på bevilling fra kommunens bevillingsnævn, fordi begrundelserne ikke har bygget på en konkret vurdering. Det har fået kultur- og fritidsudvalget til at sende sagerne retur til bevillingsnævnet. Ligeledes er der nu en lignende sag på vej i Stevns Kommune, hvor en diskoteksejer i Store Heddinge pludselig har fået afslag på, at unge under 18 må komme på diskoteket efter midnat. Men den holder ikke, vurderer Jørgen Kønigshøfer, erhvervsjurist hos brancheorganisationen Danmarks Restauranter og Cafeer.
- Hvis man laver det som en generel betingelse, og det er det, man har gjort i Store Heddinge, så laver man i virkeligheden loven om, for så er det ikke længere begrundet i den enkelte forretning, forklarer han til dknyt.
Han peger på at lignende sager kører i Næstved, Vordingborg, Køge og tidligere har kørt i Hillerød. Ifølge Jørgen Kønigshøfer ligger en af problem-skaberne i, at bevillingsnævnene mangler at tage hånd om den større planlægning.
- Jeg synes, at bevillingsnævnene rundt omkring i landet i alt for høj grad svigter den opgave, der ligger i at anlægge en overordnet bevillingspolitik. De tager sig alle sammen af de enkelte sager, men der er ikke nødvendigvis en rød tråd i den måde de anlægger deres bevillinger på, siger han.
Jørgen Kønigshøfer understreger, at blandt andet Odense og Esbjerg har lavet en lokalplan, hvilket fungerer godt, for så ved køberne af forretningerne på forhånd, hvilke områder der er udlagt til villakvarter, og hvilke dele der kan drives bar og diskotek i.
Der er i alt cirka 60 bevillingsnævn i dag. Det er op til den enkelte kommunalbestyrelse, om man vil oprette et bevillingsnævn, henlægge arbejdet med bevillinger til andre udvalg i kommunen eller blot lade kommunalbestyrelsen tage sig af sagerne. Danmarks Restauranter og Cafeer anbefaler kommunerne at nedsætte et bevillingsnævn, fordi branchefolk kan sidde med her, og fordi det retsmæssigt giver restauratører mulighed for at anke en beslutning truffet i bevillingsnævnet til kommunalbestyrelsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.