
Nye affaldsbeholdere dukker i disse år op i de danske indkørsler, forhaver og baggårde. Flere og flere kan dermed let sortere plastikaffald uden at skulle køre på genbrugspladsen.
For to år siden tilbød hver anden kommune at hente borgernes plastaffald. Ved udgangen af næste år vil mere end tre ud af fire, viser en opgørelse fra Dansk Affaldsforening.
Det betyder, at flere end 4,7 mio. borgere får nemmere ved at sortere plastik fra, så det kan blive genbrugt.
- Flere og flere kommuner tager udfordringen op. Det er en god og rigtig tendens, siger direktør Jacob H. Simonsen fra Dansk Affaldsforening, der repræsenterer kommunernes affaldshåndtering.
Vi halter med husholdsningsplast
Hver husstand i Danmark smider godt 50 kilo plast i det almindelige affald hvert år, så det ryger på forbrændingen. Det er et stort spild, siger seniorrådgiver Sine Beuse Fauerby fra Danmarks Naturfredningsforening.
- Det er jo som at brænde olie af i stedet for at genanvende det, så det er en dårlig idé - både klimamæssigt og ressourcemæssigt, siger Sine Beuse Fauerby.
Undersøgelser viser, at danskerne generelt er glade for at sortere deres affald. Derfor glæder det naturfredningsforeningen, at flere kommuner tilbyder dem den mulighed, så det samlede genbrugsregnskab kan blive bedre.
- Der, hvor vi virkelig halter bagud, det er på husholdningsplast. Der har vi nogle store udfordringer, og der er brug for innovation og udvikling, siger Sine Beuse Fauerby.
Kommunerne er især kommet i gang, efter at den daværende regering i 2013 kom med et mål om, at 50 pct. af al husholdningsaffald skal genanvendes i 2022. Niveauet er siden løftet fra 22 pct. i 2011 til 33 pct. i 2015, hvor de nyeste tal er fra.
Plastsortering er dyrere
I Lejre Kommune ruller man i disse dage en ny sorteringsordning ud, inklusiv til plastik. De nye beholdere og henteaftaler gør, at det samlet bliver en anelse dyrere. Men det er det værd, mener Ivan Mott (EL), formand for kommunens udvalg for teknik og miljø.
- Rigtig mange borgere har lyst til det, og det er jo godt for miljøet. Folk bliver også overraskede over, selv i mindre husholdninger, hvor meget plastik vi tidligere puttede i skraldespanden til forbrænding, siger Ivan Mott.
Til gengæld valgte Odense i sidste uge at droppe planer om plastsortering. Dels på grund af udgifterne, og dels fordi plastaffald ofte er beskidt eller sammensat af flere typer plastik, så det er besværligt at sortere på genbrugsanlæg.
Netop plastemballage er derfor et område, hvor der kan gøres en stor forskel, mener Dansk Affaldsforening. Især hvis der bruges færre typer plast.
Men det er uanset en god nyhed, at flere kan sortere, understreger direktøren for Dansk Affaldsortering. Han garanterer også, at tidligere tiders skrækhistorier, om at sorteret plastaffald bare blev brændt af, ikke gælder mere.
sl / ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.